Af Gustav Juhl
Kan du huske din første lærer? Du har nok kun været mellem 5 og 6 år gammel, men måske mindes du din første skoledag og mødet med en voksen person, som pludselig skulle lære dig om verden. Hvordan karse gror, plus og minus med klodser og historierne om de syv verdenshave. Læring gennem leg. Det er efterhånden muligvis et svagt minde, men minder kan genopfriskes gennem historiefortælling, og vigtige ideer og viden, tabt i tiden, kan genopstå.
Læreren der lovede havet er instrueret af Patricia Font og er baseret på den sande historie om Antoni Benaiges (Enric Auquer), der i 1935 bliver ansat som skolelærer i den lille landsby Burgos i det nordlige Spanien. Han er venstreorienteret, varm og tror på, at børnene kan få et rigere liv, hvis man gennem moderne undervisningsmetoder, lader børnene dyrke skolen og ikke skolen dyrke dem.
Man er ikke i tvivl om, at vi har at gøre med verdens bedste skolelærer i Benaiges. Det har dog lige så meget at gøre med den glødende præstation Enric Auquer leverer som den bundgode person, Antoni Benaiges tilsyneladende var. Det er en rolle, der kræver venlige øjne og en personlighed der udstråler tålmodighed. Det kræver enten en virkelig dygtig skuespiller eller en virkelig rar person.
Auquers evner som skuespiller står dog ikke alene, men løftes af de spanske børneskuespillere. Børnene, som blandt andet omfatter Gael Aparício og Alba Hermoso, er i alderen, hvor de selv er i første eller anden klasse og har deres første filmkreditering i filmen her. Men det er ikke noget, der kan mærkes. Tværtimod spiller de med en naturlighed, som ikke kan læres.
Benaiges knytter hurtigt et utroligt tæt forhold til sine elever og lover dem en udflugt til kysten. Ingen af dem har set havet, og hvordan skal nogen af dem nogensinde udvikle sig og bruge de muligheder, der er i verden, hvis de aldrig har set den? Men i baggrunden ånder kirken og den spanske borgerkrig nytænkere ned i nakken. Med det følger et had og frygt for alt der rimer på udvikling og uddannede unge, der kan udfordre den spanske status quo.
75 år efter er det spanske landkort fyldt med pletter, der viser de mange massegrave, som borgerkrigen efterladte. Tusindvis af skæbner er stadig et mysterium, og det er her vi møder Ariadna (Laia Costa), der langsomt optrævler hvad der skete med hendes oldefar under krigen og hvad hans relation til skolelæreren Benaiges var.
Der hoppes frem og tilbage mellem nutiden og fortiden, men det gavner kun lidt. Man lærer ikke Ariadna at kende, og det er svært at følelsesmæssigt involvere sig i Ariadnas søgen efter svar. Nutidsdelen kommer desværre mest af alt til at føles som en retfærdiggørelse for at kunne fortælle Benaiges historie. En historie, der sagtens kunne have stået alene.
Tidslinjen i 1930’erne er vist med en varm glød på lærredet. Dejligt valg, men desværre er farverne trukket ud og nedtonet i Ariadnas søgen i nutiden. Det er et valg, der på sin vis giver mening og dikteres af stemningen, men ender med at føles en tjald klichefyldt.
Historien gentager ikke sig selv, men er som ringe i vandet efter et stenkast. Patricia Font formår med Læreren der lovede havet at fortælle en glemt historie over 90 år gammel, men som drager ubehagelige paralleller til den verden, vi lever i, i dag. Vi befinder os nu igen i en usikker tid, hvor viden fjernes og bøger bandlyses og tages ned fra hylderne. Derfor er Læreren der lovede havet ikke bare en god film, men en vigtig historie, som kan minde os om at stå fast på vores principper og stå imod den voksende trussel, der er fascisme.
Kommentarer