Af Helena Moustgaard
Der er røg i luften, sved på panden og en konstant kliren af metal mod metal i Alonso Ruizpalacios’ La cocina– et sort-hvidt, sanseligt bombardement sat i et hektisk restaurantkøkken midt i Times Square.
Køkkendramaet er blevet en populær genre på det seneste. Midt i den nyere bølge af restaurantdramaer som The Bear (2022), The Menu (2022) og Boiling Point (2021), tilbyder Ruizpalacios en ny form for madlavningsangst – en, der ikke handler om perfektion eller præcision, men om desperation og den amerikanske drøm, der smuldrer.
Vi følger køkkenpersonalet, hovedsageligt bestående af immigranter – mange uden papirer – i løbet af én enkelt, stressende dag, hvor tempoet i køkkenet stiger støt. Med et cast på over 20 mennesker føles køkkenet mere som en krigszone ude af kontrol.
Midt i kaosset står kokken Pedro (Raúl Briones), som håber på at få et visum, og servitricen Julia (Rooney Mara), der kæmper med beslutningen om at få en abort. Da 800 dollars pludselig mangler fra kassen, eksploderer konflikten – både i relationerne og i det sociale hierarki, der styrer køkkenet.
Som publikum får vi et holdepunkt i Estela (Anna Diaz), en nyankommen ung kok fra Mexico. Hun snupper en andens jobsamtale for at få jobbet og bliver kastet direkte ud i det. Kameraet vender ofte tilbage til hende – mere og mere udmattet – og lader os se kaosset gennem hendes øjne.
De flydende tracking-skud, når Estela bevæger sig gennem labyrinten af korridorer, er imponerende håndværk. Det er i det visuelle at filmen virkelig brilliere. Skudt i sort-hvid, men med dristige spring til farvede filtre, fører filmfotograf Juan Pablo Ramírez’ os gennem det overfyldte køkken i lange, flydende tracking-skud og onetakes.
Teknisk set er filmens fotografering, koordinering og præstationer imponerende, men Ruizpalacios’ filmiske ambition overdøver karakterernes vrede og frustration. I stedet for at zoome ind på karaktererne, fungerer filmen mere som en legeplads for ekstravagante filmiske virkemidler.
Lydsiden er lige så vital: Råb, ordrer, bonprinterens monotone klik, knive mod skærebrætter og olie der sprutter i panderne, bliver til en slags rytmisk baggrundsmusik, der driver filmen frem. Spændingen stiger i takt med, at bestillingerne tikker hurtigere ind på en bonprinter, som Pedro efterhånden opfatter som en personlig fjende.
Men i al den larm, bevægelse og mylder kommer vi ikke helt tæt på karaktererne. Den meget opsatte natur af scenerne reducerer filmens evne til at engagere sig i de karakterer, der kæmper for at finde noget håb i et dehumaniserende system. Der er tidspunkter, hvor skuespillernes præstationer føles overdrevent dramatiske, næsten som om de er i et teaterstykke snarere end i et køkken.
Filmen er intens, men selvom den ikke altid går helt i dybden med sine karakterer, er dens energiske tempo og visuelle opfindsomhed nok til at holde en fanget.
Kommentarer