Af Alexander Bendtsen
Det er ved at blive en vane for Josh O’Connor at score hovedroller i film, der laves af de mest spændende, aktive italienske instruktører. Tidligere i år leverede han sin karrieres mest (og nok også bedst) omtalte skuespillerpræstation i Luca Guadagninos sexede tennisfilm Challengers. Nu er han igen i centrum foran kameraet på de danske biograflærreder, denne gang i La Chimera med Alice Rohrwacher bag kameraet.
Ligesom Guadagnino har Rohrwacher virkelig en tydelig kreativ stemme bag kameraet. Hendes unikke kunstneriske stil skinner klokkeklart igennem i denne nye film. Det betyder dog ikke, at hun har mestret alle dramaturgiske facetter endnu, for selvom La Chimera er sprængfyldt med kvalitet, er den slet ikke perfekt.
Bare præmissen i sig selv oser af originalitet og gode ideer. Den britiske arkæolog Arthur (Josh O’Connor), bosat i en bondsk del af Italien, besidder en overnaturlig evne til at føle sig frem til og lokalisere skjulte gravkamre fyldt med værdier. Han bruger sin evne til systematisk at opgrave og røve netop den slags kamre med sin bande af lokale banditter, der hæler det meste af rovet til den mystiske køber, Spartaco.
Ideen med en excentrisk men moralsk fordærvet gravrøverbande er strålende og lægger op til en vild dynamik mellem flere fascinerende karakterer. Lige på den parameter skuffer filmen desværre, for de fleste i banden smelter sammen til et overfladisk kollektiv af endimensionelle karakterer.
Blandt andet forsøger Rohrwacher at bruge sit galleri af sidekarakterer som værktøjer til et tilbagevendende element af lavmælt skæv komedie gennem fortællingen. Det bliver aldrig særligt skarpt og gør flere dele af filmen tungere, end de behøver at være.
Et par af sidekaraktererne udenfor banden, lærer/elev-duoen Flora (Isabella Rossellini) og Italia (Carol Duarte), deler en interessant relation med et dynamisk magtforhold. Vigtigere inkorporeres de sådan i den samlede fortælling, at de får meningsfuld betydning for hovedpersonens karakterudvikling. Det er netop i det dybere karakterarbejde med Arthur, at La Chimera virkelig er skarp.
Bandens gravrøverier fortælles parallelt med en mere abstrakt serie af minder, som Arthur har om sin gamle romantiske flamme Beniamina (Yile Yara Vianello). De to tråde snøres på underspillet og elegant vis sammen i udpenslingen af Arthurs indre konflikter, der er knyttet til hans besættelse med at invadere de dødes territorie, som står i kontrast til hans voksende samvittighed.
I processen foretager Rohrwacher en eftertænksom tematisk dissekering af forholdet mellem liv og død på flere niveauer. Det lykkes hun ikke kun med gennem sin fortællestil, men også gennem sit filmsprog.
Kameraet forbliver stationært og jordbundet i de mere realismeprægede scener med ordinære scenarier. Kameraføringen får til gengæld en svævende elegance, der især tager over, når vores hovedkarakter dykker tilbage i fortiden. Enten metaforisk, når han tænker tilbage på lykkeligere stunder, eller mere bogstaveligt talt, når han invaderer gravkamre på rov efter de dødes efterladte ejendomme. Det er atmosfærisk præsenteret med en sans for detalje og spiritualitet, der fører tilskueren ind i et limbo mellem de levendes og de dødes rige.
Det er ikke kun Rohrwacher bag kameraet, men også O’Connor foran kameraet, der formår at tage Arthurs store buldrende indre konflikter ned på et lavmælt og raffineret plan.
Hovedrolleindehaveren leverer i det hele taget en alsidig præstation, ikke kun sprogligt hvor han hovedsageligt begår sig på italiensk i filmen, men også i en endnu mere imponerende kanalisering af hvert eneste lag af konflikt i sin karakter. Det er nemt at mærke, hvordan Arthur har et tilhørsforhold til lokalmiljøet, samtidigt med at han mærker de kulturelle, sproglige og personlige faktorer, der stadig holder ham fanget i en status som fremmed.
Arthur flakker splittet rundt på flere planer, og det bliver eminent udpenslet. Det eneste der føles uskarpt i den forbindelse, er filmens lidt for søgte brug af visuel symbolik til at føre pointer til dørs. Men selvom at filmen kan kritiseres for overdreven symbolik, mangel på komisk timing og lidt for flade sidekarakterer, så er karakterstudiet af Arthur stadig glimrende. For Rohrwachers historie om en gudsbenådet arkæolog, reduceret til gudsforladt gravrøver med indre dæmoner, er værd at huske både som fortælling og som sanselig oplevelse.
Kommentarer