Af Bella Juncker
Den 30-årige instruktør, Jonas Risvig, er efterhånden blevet et navn, der giver genklang rundt omkring i landets stuer. Med en særlig interesse for at portrættere ungdomskulturen i Danmark har han været flittig i sit arbejde med en række danske ungdomsserier, heriblandt Centrum (2020), Drenge (2022) og Salsa (2022-2023). Nu er Silkeborggenseren aktuel med sin allerførste spillefilm, med titlen Kontra, som bliver startskuddet på hans videre karriere som filminstruktør – endnu engang med ungdomslivets kvaler i centrum.
Kontra fokuserer på en 2.g gymnasieklasse på et Nordsjællandsk overklassegymnasie (en vigtig pointe for filmen), hvor hierakiske systemer og forældelde, nedgørende traditioner stadig hænger ved. Filmens åbningsscene viser, hvordan det er tradition at klippe pigernes kjoler til ved den årlige gallafest. Dermed er det fastslået, at det på gymnasiet handler om at makke ret og for alt i verden, ikke gå imod hvem end, der sidder i toppen af hierakiet. Dér sidder nemlig Kajsa (Nikoline Mejnert Smith). Med et slæng af umodne rigmandsdøtre under sig – Kamaki-pigerne, som de kalder sig selv – styrer hun klassedynamikken med hård hånd.
På bunden af hierakiet finder vi tilflytteren og provinspigen Fanny (Andrea Ølbye Hjejle). Med udgangspunktet i sit gamle gymnasie på Lolland, har Fanny svært ved at finde rundt i det system, som pigerne i hendes klasse så stringent holder sig til. Fannys baggrund, tankegang og holdninger falder ikke i god jord hos Kamaki-pigerne, der derfor gør alt de kan for at holde hende ude i kulden. Det er i den sammenhæng, at Fanny allierer sig med og bliver veninder med Lilja (Anna Lehrmann) – tidligere dronning af poppen, men nu den mest upopulære pige i klassen.
Sammen går de to piger imod status quo ved at efterligne status quo. I et utrætteligt forsøg på at leve deres ungdomsliv, koste hvad det vil, får de sig selv inviteret til de populære fester og indgang til de mest eftertragtede natklubber i København. Fanny og Lilja opnår langsomt selv en popularitetsstatus, der naturligvis skaber konflikt med Kamaki-pigerne, samtidig med at det også uundgeåligt skaber splid imellem dem indbyrdes.
Det er imellem de to hovedroller, at de mest indholdsrige konflikter udspiller sig, men som filmen desværre ikke koncentererer sig nok om. Forsigtigt berører Risvig nemlig emner som spiseforstyrrelser og tab af forældre, som kunne have givet filmen en gevaldig styrke, havde den dykket dybere ned i disse i stedet for kun at skrabe overfladen. I stedet kører den rundt i ring om de samme tomme og meningsløse konflikter.
Selvom den sikkert har hjertet på det rette sted, falder denne ungdomsfilm altså ved siden af. Når Jonas Risvig gentagende kun caster de flotteste og tyndeste overklasse-københavnerpiger som repræsentanter for ungdommen i Danmark, så sker der en skævvridning i hans intenderede repræsentationen af unge og det budskab, han ønsker at sende. Kontra bliver dermed en poleret misrepræsentation af nutidens ungdom, der sætter overklassen i fokus, og Jonas Risvig er i stedet med til at reproducere de stereotyper og idealer, han påstår han gerne vil nedbryde. Det er en skam.
Kontra han hente point hjem på et flot ydre, i en stil som Risvig og fotograf Jesper Christensen forsætter fra deres tidligere serier. Det indre står dog knapt så skarpt. I en blanding af overspillet drama fra skuespillernes side og uforløste, banale konflikter, der drunker i filmens næsten uendelige festeskapader og popballader, sidder man som ungt menneske tilbage med spørgsmålet om, hvad det egentligt er, filmen gerne vil fortælle, og at det mest af alt bare er tåkrummende intriger det hele.
Kommentarer