Af Marius Sørensen
Den irske rapgruppe KNEECAP har de seneste år skabt røre i Storbritannien og Irland. Med sange, der blander irsk eller gaeilge og engelsk, og som bl.a. bærer sangtitler som ”Get Your Brits Out”, har de pustet til gløderne af Nordirlands politiske problematikker. Gruppens debutalbum 3CAG udkom i 2018, og det er bemærkelsesværdigt for så ungt et projekt at få lavet en biografisk spillefilm om sig selv så tidligt i karrieren. Alligevel føles det underligt passende, at lige netop Kneecap har gjort det. Gruppens budskaber og medlemmernes naturlige charme og energi virker skræddersyet til det store lærred. Og med KNEECAP, instruereret af debutanten Rich Peppiatt, beviser de netop dét.
Gruppen, der består af medlemmerne Mo Chara, Móglaí Bap og DJ Provaí, spiller sig selv i filmen, der (mere eller mindre) løst er baseret på en (mere eller mindre) sand historie om bandets begyndelse. Mo Chara og Móglaí Bap er pushere i Belfast og driver formålsløst rundt, indtil Mo Chara en dag arresteres. Under sin afhøring insisterer han på udelukkende at tale irsk. Politiet tilkalder musiklæreren JJ – DJ Provaí – ind som tolk. Gennem deres samtale opdager JJ, at Mo Chara har talent for at digte på irsk og overtaler ham til at begynde at lave musik. Kort efter dannes KNEECAP. Gruppen skaber hurtigt kontroverser med deres promovering af stofbrug og deres insisteren på at rappe på irsk.
Netop gruppens kontroversielle brug af det irske sprog er ét af filmens hovedtemaer. Mantraet ”Ethvert ord ytret på irsk er et skud affyret for et frit Irland” gentages flere gange, især af Móglaí Baps far, Arlo (Michael Fassbender), der er tidligere IRA-medlem og fængselsindsat. Store dele af filmens dialog er på irsk, og idéen om, at det skulle være en politisk handling blot at tale et sprog, sættes til debat.
Alle tre KNEECAP-medlemmer er naturlige – ja, endda fortræffelige – skuespillere. Alligevel får Michael Fassbender lov til at stjæle rampelyset fra dem i en håndfuld scener. Fassbenders karakter bærer en vis lighed med hans rolle i Steve McQueens Hunger, hvor han spiller den sultestrejkende legende Bobby Sands. En parallel Kneecap tydeligvis er klar over; Der ytres en joke om, at Arlo, der nu er yogainstruktør, burde gå under navnet ”Bobby Sandals.” Fassbenders stjernestatus udnyttes til perfektion, især i én scene mod slutningen af filmen, hvor hans blotte tilstedeværelse giver kuldegysninger.
KNEECAP er uden tvivl en af årets absolut bedste film. Rich Peppiatt instruerer med en stil og en uimodståelig energi, der matcher rapgruppens. Filmen besidder en unik humor, og især Mo Chara bidrager til nogle af filmens komiske højdepunkter. Hvert bandmedlem har igennem filmen hver sin plottråd, der alle hver for sig føles fyldestgørende, men også som en naturlig del af én samlet fortælling.
Filmens manuskript, der er udformet af Peppiatt i samarbejde med gruppen, balancerer mesterligt det seriøse og det sjove. Filmens tungere øjeblikke rammer effektivt på trods af den overordnede fjollede tone. Den formår at skabe en feel-good-stemning samtidig med, at den tager situationen i Nordirland yderst alvorligt.
KNEECAP akkompagneres selvfølgelig af gruppens egen musik. Har man lyttet til musikken før, vil man ikke blive overrasket over dens slagkraft og personlighed. Har man ikke, fungerer filmen som en ideel introduktion. Hermed en opfordring til at tjekke et par af gruppens sange ud. Rich Peppiatts film er en triumf af den slags, vi alt for sjældent ser i biografen for tiden. En ’simpel’ feel-good-film, der fungerer, og som har noget at fortælle. En film med både hjerte, kant, med plads både det seriøse og det gakkede og med et dybtfølt budskab. Hvis du nogensinde, på noget tidspunkt i dit liv, har haft lyst til at kaste en dartpil efter en Margaret Thatcher-plakat, er KNEECAP filmen for dig
Kommentarer