[vc_row][vc_column width=”1/1″][vc_column_text]Af Karoline Bjerregaard Balstrøm[/vc_column_text][vc_row_inner][vc_column_inner width=”3/4″][vc_column_text]
Kattevideoen har forvildet sig fra sit rette element på nettet til det store lærred, hvilket Kedi beviser ikke er en nødvendighed.
Kedi (kat på tyrkisk) følger et par af de hundredtusindvis af vilde katte, der har overtaget Istanbuls gamle gader, som var det deres egne, i løbet af de sidste tusind år.
Med stolthed i stemmen præsenterer 7 af kattenes forplejere os for dokumentaren Kedi‘s spraglede karaktergalleri. For disse gadekatte har uden tvivl nogle dybt interessante personlighedstræk. Der er alt fra den omsorgsfulde nybagte mor til den unge tyv på det lokale marked til en terroriserende femme fatale, der ville gøre en hver klassisk noir-film misundelig.
Det viser sig hurtigt, at katte og mennesker er afhængige af hinanden. En ung mand fortæller, at han har løbende afbetalinger kørende hos alle byens dyrlæger, grundet de tilskadekomne katte, han konstant tager sig af. En dybt religiøs fisker forklarer, hvordan en kat reddede hans forretning ved i sidste øjeblik at lede ham til en pung med penge. Og en ældre eneboer beskriver, hvordan hendes psykolog gentagende gange har sagt, at hendes bånd til de 25 katte, hun har i sit hjem, er en kompensation for et dybt sår på hendes sjæl.
Kedi’s overraskende filosofiske undertone fremhæver kattes terapeutiske og spirituelle nødvendighed for det tyrkiske folk i en by under store bebyggelsesmæssige forandringer.
Efter sigende er verden åben for en, hvis man kan værdsætte det skønne i en blomst, en fugl eller en kats pels. En ældre herre går så langt som til forklare, at “en der ikke elsker dyr heller ikke kan elske mennesker.”
Det kan der være noget om, men med et glimt af ironi klipper instruktør Ceyda Torun direkte videre fra ham til en kat, der jager en fugl, for at indikere, at dyrene nok ikke selv bærer rundt på så sentimentale følelser.
Omdrejningspunktet for Toruns debutfilm var aldrig oppe til debat, men det visuelle udtryk og kameraarbejdet krævede en del overvejelse. Det færdige resultat følger kattenes syn gennem en vidvinkellinse. Et særligt stativ måtte bygges for at give kameramand og producer, Charlie Wuppermann, så megen mobilitet som muligt, når han skulle agere kat i fodhøjde, for at simulere dyrenes færden gennem Istanbuls smalle gader. Dette betød, at han nær var blevet kørt over flere gange.
Denne ekstremitet og dedikation har dog betalt sig, da det giver et stærkt indtryk af, hvordan livet på fire poter i en tæt trafikeret storby, fyldt med rotter, caféer med æblete og mosaik-beklædte moskeer, forløber sig. Det er den slags opstillinger der, trods det banale og lidt udtrukne emne, gør Kedi et kig værd.
Filmen har fået succes i USA, hvor man kan se den på YouTube Red imod betaling. Dette er også det helt rigtige medium at se Kedi på, da den i bund og grund er en forvokset version af netop en af de mange ting, YouTube udbyder: Kattevideoer.
Toruns øje for interessante karakterer kan dog ikke udfylde den 80 minutter lange dokumentar, der snildt kunne have leveret sit budskab på den halve tid. På trods af det formår Kedi at rede sig i land på et hængende knurhår.
[/vc_column_text][/vc_column_inner][vc_column_inner width=”1/4″ el_class=”facts”][vc_column_text]ANMELDELSE AF:
Kedi[/vc_column_text][vc_column_text]ORDET SYNES: 
[/vc_column_text][vc_column_text]PROD. ÅR:
2016[/vc_column_text][vc_column_text]INSTRUKTØR:
Ceyda Torun[/vc_column_text][vc_column_text]LAND:
Tyrkiet[/vc_column_text][/vc_column_inner][/vc_row_inner][vc_column_text]
Kommentarer