Af Marcus Uhre
Hele verden har blikket vendt mod en noget speciel animeret dansk portræt-dokumentar om en mand på havet: Flugt skal om mindre end en uge bokse mod store filmværker i årets Oscar-show om hele tre statuetter. Derfor er timingen måske ikke helt den rette for Kaptajnens hjerte, der deler disse træk, men ikke er i nærheden af at have samme relevans eller lige så meget at sige om den verden, vi lever i nu.
Men sammenligningen er synd, for denne film har sin egen charme; den er et personligt passionsprojekt fra et af landets dygtigste tegnere om sin morfar, der langt væk fra familien sejlede et helt liv væk på de syv have.
“Vikingekaptajnen” er navnet, som gamle aviser vælger at kalde Simon Bangs morfar, da han midt på Cuba-krisens kaj stopper et slagsmål med kuglerne flyvende omkring sig. Eller når han redder hele sin besætnings liv, fordi alle undtagen ham ligger dødssyge med den gule feber, og han alene må sejle skibet i en uge for at få det i land. Listen tæller også to verdenskrige, som han akkurat kommer igennem med livet i behold.
Fortællingen vidner om den type patriark, der sjældent findes i nutidens Danmark. Dette aspekt af filmen kan man høre mere om, hvis man kommer til visningen den 26. marts, hvor Simon Bang i samtale med forfatter Birgithe Kosovic diskuterer patriarkatets konsekvenser. Forsømmelsen af familien er også, hvor det ægte guf ligger i filmen, som når skipperens ældste søn tidligt i livet bliver narko-misbruger.
Men vi oplever hurtigt et problem, for det er selvfølgelig historien om kaptajnen og ikke hans familie, der er mest begivenhedsrig, omend den ikke indeholder noget klart budskab. Simon Bang forsøger det meste af filmen at spejle sig i sin morfar. Vi ser hans kontrol over stregen, når han blander alle mulige spændende animationsteknikker og skitsetyper for at komme sit ophav nær.
I et close-up ser vi ham skitsere med tegnekul, men han presser for hårdt og kullet splintres over lyden af bombardementer, mens der klippes til tegningen af ødelæggelsen af bedstefarens kul-transporterende skib. Når kullet i hans hånd limes til kullet på skibet, oplever vi på nært hold den sitrende forbindelse, der kan opstå, når man undersøger sine forfædres liv.
Simon Bang har klogt afholdt alle nutidens filmoptagelser i sit eget hjem på samme måde som i Bo Burnhams skelsættende Inside. Resultatet bliver, at man holdes fast i fortællingen om en kunstner, der graver ind i sig selv for at lære noget om sin fortid. Her bliver filmen en godt produceret og vigtig øvelse for Simon Bang.
Men er historien så noget værd for andre end ham? Når kaptajnen vender tilbage til fast jord med en afsluttet karriere som kaptajn, undres han over, hvorfor han ikke får noget ridderkors og bliver glemt af sin omverden. Svaret er måske, at de bombastiske begivenheder i hans liv nok var gode på tabloid-forsiderne, men ikke så mange andre steder. Historien om en stor mand og hans bedrifter er desværre en smule dårligt timet… selv hvis vi ekskluderede Flugt.
Kommentarer