Af Stig Bergendorff
At Kald mig Lucía (20.000 Especies de Abejas) rent faktisk er den første spillefilm fra den spanske instruktør og manuskriptforfatter Estibaliz Urresola Solaguren er lige så overraskende, som det er imponerende. Med en hjerteskærende fortælling og et usvigeligt sikkert udtryk formår hun både at drage og røre sit publikum, der må tage stilling til filmens aktuelle tematik.
Mens faren er blevet hjemme for at arbejde, er Aitor (Sofía Otero) taget med sin mor, Ane (Patricia López Arnaiz), og sine to ældre søskende på ferie til morens barndomshjem i Baskerlandet, hvor mormoren stadig bor. I den billedskønne landsby, hvor alle kender hinanden og hvor traditionerne holdes i hævd, bliver tryghed dog hurtigt forvandlet til klaustrofobi for den blot otteårige Aitor, der ikke er som de andre børn.
Aitor, der er født som en dreng, føler sig nemlig mere som en pige. Et faktum hans mor nok har indset, men som hun har svært ved at udtrykke for sin omgangskreds, der ikke alle er lige så åbensindede og forstående som hende. Uden et sprog for det og tynget af økonomiske problemer, bliver den ellers empatiske mor også en slags modstand for sit barn, som i den grad har brug for en skulder at læne sig til.
Denne skulder viser sig senere at være på morens moster, biavleren Lourdes (Ane Gabarain), som tilbyder barnet et tiltrængt pusterum. Lourdes tager barnet med på arbejdet med sine bier, hvis mangeartede natur bliver en håbefuld analogi for selvaccept og fordelen ved forskellighed.
Kald mig Lucía taler på elegant vis ind i tidens debatter om køn, identitet og generationskløfter. Temaerne virker dog aldrig påduttede eller forcerede, fordi Solugurens jordnære indgangsvinkel med naturlige familiære hierarkier og opbrud fremstår genkendelige. Dialogen, eller måske nærmere manglen på dialog, er langt hen ad vejen det, der gør filmen ægte.
Filmen havde verdenspremiere på dette års Berlinale, hvor den fortjent vandt festivalens publikumspris. Sofía Oteros præstation gik heller ikke ubemærket hen og indbragte filmen Sølvbjørnen for ’bedste skuespiller’. Taget i betragtning af at hun, ligesom sin rolle, kun var otte år under indspilningerne af filmen, er det intet mindre end imponerende, hvor troværdigt hun fremstår i sin kamp for at blive forstået, og hvordan hun bliver et følelsesmæssigt anker i filmen.
Efter en sommer med den ene blockbuster efter den anden bliver Kald mig Lucía et lille, men ikke desto mindre kærkomment, ånderum. Filmen er til tider lige så smuk og hjertevarm, som den er barsk, men den tvinger også sit publikum til at tage stilling – og er det ikke netop en af kunstens fineste dyder?
Kommentarer