Af Terese Holm Pedersen
Jurrasic Park har siden 1993 været filmserien, der med frådende dinosaurer og spændingsprægede flugtscener satte et ikonisk aftryk i filmhistorien. Det verdenskendte franchise har nu bevæget sig ud på et nyt og farligt territorium med Netflix-satsningen Camp Cretaceous.
Dino-nørden Darius (Paul-Mikél Williams), So-Me dronningen Brooklyn (Jenna Ortega) og fire andre nysgerrige teenagere får i den animerede science fiction serie en eksklusiv mulighed for at udforske og teste øen Isla Nublars nye camp-faciliteter. Men som i Steven Spielberg klassikeren fra 1993 lurer de forhistoriske rovdyr ikke langt væk fra hovedkaraktererne.
Tanken om at gøre det ikoniske filmunivers mere fordøjeligt for den yngre generation er prisværdig, men fængende er de nye karakterer og plottet bestemt ikke for seere over 12 år.
Handlingen foregår i samme tidsforløb som Jurrasic World (2015), hvor temaparkens overdådige facon og forlystelser er en sand turistmagnet. Filmuniverset tro udforsker de naive teenagere øens faciliteter uden opsyn til egen skræk og rædsel. Men modsat blockbusterhittet fra 2015 byder animationsserien aldrig på billedskønne scener og sans for kreativitet.
Serien kunne have haft potentiale, hvis ikke hovedkarakteren Darius og camp-kammeraterne var så voldsomt stereotypiske, at man undervejs ikke kan undgå at rulle øjne. Eksempelvis campens rich kid Kenji, der i første episode vender sig mod hovedkarakteren Darius og overlegent frembruser sætningen ”I don’t want you to be intimidated by me just because I’m rich”, selvom han egentlig bare selv er voldsomt usikker.
Daruis er derimod seriens typiske underdog, der i ren stil med Charlie og chokoladefabrikken (2005) vinder den eksklusive rejse og har en langt stærkere begejstring og viden, der selvfølgelig gavner ham i sidste ende. Alt i alt en fortælling, man har set utallige gange.
Jeg kan forestille mig, at de forudsigelige karakterer og scener ikke har samme nedslående effekt for tween-segmentet, grundet deres unge alder. Men det er i bund og grund svært at forstå, at manden bag serien, Zack Stentz, ikke gør sig mere umage, og at Steven Spielberg vil lægge navn til så hjerteløs en produktion. Resultatet er – modsat dinosaurerne i animationsserien – skræmmende.
Det eneste, der virkelig lokker min 24-årige krop til at trykke næste episode, er John Williams’ fantastiske titelmelodi, og det er desværre ikke nok til at fortære seriens otte afsnit. Så vil jeg hellere udryddes som dinosaurerne blev i tidernes stund.
Kommentarer