Af Rikke Hesselvang
Den kommercielle succes Jagtsæson (2019) har efter fire år fået sin efterfølger, men nogle gange burde man bare have stoppet, mens legen var god – og det er tilfældet her. Sikke noget fis.
Eva (Mille Dinesen) bevæger sig ud på dybt vand, da hun og Marlene (Lærke Winther Andersen) skal stå for at planlægge Bellas (Stephania Potalivo) polterabend. Eva står nemlig uden job, så hun inviterer Jakob Martin (Martin Greis-Rosenthal) til polterabenden, der ejer Øko Weär, som Eva har været til en mislykket jobsamtale hos. Men da Eva har løjet om jobsamtalens resultat, bruger hun derfor polterabenden til at overbevise Jakob Martin til at skifte mening – hvilket skaber splid hos veninderne.
Publikum bliver taget til gidsel i en film, der lever i sin egen lille boble, og man sidder egentlig bare og tænker på, hvornår den boble springer, så man kan få noget ro. Den arbejder i et overdrevet raskt tempo, man bliver fuldstændig overstimuleret af. Der sker utrolig meget på kort tid, og man fanger sig selv i at lade sine tanker flyve et helt andet sted hen.
Men selv det er svært, for på meget få tidspunkter i Jagtsæson 2 giver lydsporet tid til ro. Filmen er fyldt til randen med lydeffekter og musik, der får det hele til at minde om en dårlig tegneserie. Man føler sig indelukket og utilpas, og man mærker hurtigt klaustrofobien trænge sig på.
Alle karaktererne er utrolig karikeret. Ak ja, stereotyper fungerer af en grund, men her bliver det alligevel for overgjort og akavet. Eva, Bella og Marlene skulle forestille at være tre modne kvinder, der forsøger at navigere livets rutsjebane, når de pludselig står overfor skilsmisser, arbejdsløshed og utroskab – men grundet filmens ekstreme skildringer, fremstår de nærmere som tre hysteriske og liderlige teenagepiger, der lige er kommet i puberteten og kun har én ting for øje: det modsatte køn. Det er trættende at være vidne til.
Den eneste reelle person, der kommer ud af denne film, er den kedelige, grå og triste Dorthe (Olivia Franciska Fevel Borgels). Hun står i kontrast til Eva og er samtidig hende, der får Eva til tænke over hendes handlinger. Det gør hun, fordi Dorthe arbejder på Livslinjen og får et pludseligt telefonopkald i en presset situation, men alligevel har overskuddet til at sige: ”Jeg er her for dig, og jeg har al tid i verden”. Det er faktisk det eneste øjeblik, hvor filmen bare er nogenlunde udmærket.
Det er tydeligt at mærke, at filmens grænseløse adfærd skal (forsøge at) være knudepunktet for komediegenrens kerneelementer: humor og morsomhed. Det lykkes dog aldrig, og de såkaldte ”humoristiske” bidrag virker derfor både forcerede og kiksede. Filmen bliver aldrig sjov – for hvornår skal det egentligt syntes at være morsomt at blive overrasket af fem kæmpe maskotter på sin polterabend? Vi har simpelthen gøre med en flok vilde unger i en børnehave, der har fået for frie tøjler.
Jagtsæson 2 mangler alt og byder på ingenting. Fraværet af humor i en komedie skaber en følelse af, at man spilder sin tid. Samtidig findes der ingen substans i filmen, og man kan se lige igennem plottet efter de første ti minutter. Hvem skal man kontakte for at få sin spildte halvanden time igen?
Kommentarer