Af Gustav Stubbe Arndal
Colleen Hoovers allerede godt sælgende ”It Ends With Us” blev et fænomen i 2022, da #BookTok (TikToks unge bognørdemiljø) blev fyldt med videoer af unge piger, der hulkede over romanens emotionelle drama. To år senere ankommer en filmatisering, og selvom markedsføringen danser omkring det centrale, dramatiske twist, er der ingen måde at snakke om filmen uden at diskutere det.
It Ends with Us er nemlig en fortælling om vold og mishandling i hjemmet. Tricket er, at det ikke ligner det i første halvdel.
Efter sin fars død flytter Lily Bloom (Blake Lively) til Boston for at åbne en blomsterbutik, men ikke før hun har en meet-cute med neurokirurgen Ryle Kincaid (Justin Baldoni, som også er instruktør), som tilfældigvis er bror til Lilys første medarbejder, Alyssa (Jenny Slate). Trods den rige, veltrænede mand insisterer på, at han ikke duer til langtidsforhold, begynder de to en hed romance.
Det ligner ren fantasi, især med en filmstil, der lander et sted mellem parfumereklamer og romantiske komedier, og Ryle kalder sig selv (med nogen selvironi) ”for god til at være sand”. Det er han også. Mellem montager af det unge par ser vi i flashbacks glimt af Lilys voldsomme ungdom, og da hun får gensyn med sin gamle gymnasiekæreste, Atlas (Brandon Slenar), begynder Ryle at syde af jalousi. Små hændelser hober sig op indtil forholdet, filmen, og Lilys liv alle tager en uforudsigelig drejning.
Det er i teorien en god fidus – at reflektere en mands uventede mørke side ved først at præsentere en romantisk komedie, der så erstattes af en mere rå realisme. Men Baldoni mangler enten ambitionen eller evnerne til det, og deri ligger filmens dybeste problem.
Først og fremmest er det ikke en specielt medrivende rom-com. Trods en klar kemi mellem hovedrollerne er humoren for underspillet og hverdagsbilledet for glamourøst. Lily er næsten for insisterende relaterbar til at virke ægte, og al drivkraft i dramaet bygger på miskommunikation og misforståelser, hvor 30-årrige opfører sig som teenagere. Kliché er filmens modersmål.
Og når TikTok-tåreperseren ankommer, er det uden en klar toneændring. Det er stadig et glansbillede med følelser og konflikter filtreret gennem varm belysning og smukke, forelskede filmstjerner. Stilen skifter fra tøjreklame til en kampagnevideo om voksenmobning – mere alvorligt, men stadig uspecifikt.
Det er en fundamental fejl i instruktionen. Baldoni synes at have et talent for at tage de mest kedelige (men dog funktionelle) valg, når han skyder en scene. Der er ikke et mindeværdigt klip eller billede at finde, og lydsiden er næsten for fremtrædende, spækket med popballader, der enten forsvinder som ligegyldig støj eller overdøver skuespillet.
It Ends with Us behandler følsomme og voksne temaer med henblik på et teenagepublikum, der lige har lært hvad ”gaslighting” betyder. Måske er der noget værdi i det. Måske Hoovers oprindelige bog hjalp folk med at identificere og undgå mishandling. Men den resulterende film er umoden og overfladisk. Den idealiserer og trivialiserer i stedet for at belyse.
Tidligt i filmen deler Lily og Ryle ”nøgne sandheder” med hinanden. Det er et passende billedsprog for, hvad It Ends with Us mangler. Der er sexscener i filmen, men stort set ingen nøgenhed – kun lige nok til, at man kan markedsføre til det unge publikum. Der er også drama i filmen, men stort set ingen sårbarhed, ingen følelser så rå, at de faktisk kan chokere og imponere – kun lige nok til, at det kan presse et par tårer ud af målgruppen.
Kommentarer