Af Lasse Borch Frisendal
Efter ni lange år er efterfølgeren til en af Pixars mest følelsesladede film, Inside Out (2015), endelig udkommet. Denne gang, i Inside Out 2, er karaktererne blevet lidt ældre og deres følelser meget mere komplekse.
I hovedet på teenagepigen Riley (Kensington Tallman), møder vi igen de fem følelser fra den første film, som nu har fået nogenlunde styr på Rileys liv og skabt en fast selvforståelse; det såkaldte trossystem. Men pludselig kommer Riley i puberteten, og med det mister de originale følelser kontrol samtidig med, at nye følelser, anført af Anxiety (Maya Hawke), dukker op. På grund af dette forsvinder Rileys trossystem og dermed fornemmelsen af, hvem hun er som person. Joy (Amy Poehler) og de andre originale følelser må derfor drage ud i hjørnerne af Rileys hjerne og finde den fortabte selvforståelse, mens Anxiety og de andre nye følelser tager styring og skaber kaos for Rileys på hendes Hockey camp.
Som det også var tilfældet i den første film, er verdenerne inden- og udenfor Rileys hoved utroligt smukke og fulde af varme og kreativitet. Filmen er imidlertid meget mere, end denne æstetiske skønhed skabt med noget af den stærkeste animation i industrien. For, som sædvanlig med Pixar-film, bruges skønheden som bagtæppe for den stærke og dybt menneskelige historie.
Instruktøren Kelsey Mann formår gennem skarp instruktion at fortælle en historie om en teenagepige med angst, som på en og samme tid føles universel og dybt personlig. De scener, der perfekt viser en ung teenagers akavethed og skræmte måde at navigere samtaler på, føles lige så ægte og meningsfyldte som erkendelsen af de dybere følelsesmæssige konsekvenser, der kommer ved at skulle vokse op. Især den erkendelse bliver løftet op af en fantastisk præstation af Amy Poehler som karakteren Joy.
Inside Out 2 skaber samtidig et nydeligt eventyr med rigelig kløgt og absurditet til at holde en godt underholdt. Med masser af følelses- og tankebaserede vittigheder samt finurlige sidekarakterer. Tag eksempelvis de fjerdevægs-smadrende Dora the Explorer-esque karakterer Bloofy (Ron Fuches) og tasken Pouchy (James Austin Johnson). Især Pouchy når en hysterisk mængde absurditet i en scene, hvor den ellers meget børnevenlige taske konsekvent kun vil hjælpe følelserne ved at give dem dynamit.
Dog kan humoren i filmen også til tider føles en anelse påtaget. Der er nemlig flere øjeblikke, hvor en ellers sjov visuel joke understreges af karakterer, der højlydt påpeger, hvad vittigheden er. Da dette er en familiefilm, er det selvfølgelig vigtigt, at alle aldre er med, men mængden af den slags vitser bliver en smule trættende og den humormæssige oplevelse ubalanceret.
Derudover er selve historien også ofte lidt ude af trit. For filmens to historier, Rileys Hockey camp og Joys jagt på trossystemet, er nemlig ikke altid helt harmoniske. Begge historier er hver for sig yderst interessante, Rileys kamp mod angst er især meget fangende og rørende. Det føles bare ofte som om de to historier stjæler tid fra hinanden i stedet for at uddybe hinanden. Og i en film på lige over halvanden time, betyder det også, at plottet til tider føles forhastet.
Dermed er Inside Out 2’s fortælling ikke er lige så skarp som den originale. Men mange af 2’erens højdepunkter er ofte på niveau med, hvis ikke højere end den første. For bag nogle påtagede jokes og en lidt ubalanceret pacing er der stadig et yderst smukt, sjovt og rørende blik på den indre dynamik, der styrer vores følelser, både hos teenagere og folk i alle andre aldre.
Kommentarer