Af Benjamin Damon
Kære filmelsker,
Jeg har en vigtig meddelelse. Et opråb om man vil.
Jeg ved, at I har savnet at gå i biografen under det seneste halve års nedlukning. Det har vi alle. Måske har nogle af jer allerede været tilbage og se en af de fantastiske Oscar-film, der har været på buffeten siden genåbningen torsdag d. 6. maj; Nomadland, Sound of Metal, Promising Young Woman, Minari. Biografernes program har sjældent set så lækkert ud.
Jeg er dog nødt til at komme med en anden anbefaling, for ikke at sige en befaling. Der er nemlig en helt anden film, som bare SKAL ses i biografen lige nu. En film, som hverken har vundet Oscars eller er ny. En film, som til gengæld har opnået kultstatus og blandt filmfanatikere anses som værende en af de bedste romancer nogensinde.
Jeg taler om Wong Kar-wais sublime mesterværk, In the Mood for Love (2000), som fra torsdag d. 13. maj vises i en ny, restaureret udgave i både Empire Bio og Grand Teatret. Den kører kun en begrænset periode, så det er altså med at slå til, hvis du skal nå med.
Men hvorfor skal jeg overhovedet se den, sidder du måske og tænker. Og det kan jeg egentlig godt forstå. For det er ikke sikkert, du kender Wong Kar-wai. Han har en stor fanskare i den vestlige verden, men er alligevel så tilpas arthouse, at han aldrig har fået et decideret mainstream-gennembrud. Lad mig introducere dig kort …
I 90’erne brød han igennem med den ikoniske Chungking Express (1994); en formidabel film, som virkelig tydeliggjorde Wongs talent for at kombinere æstetik med fantastisk unikke kærlighedshistorier, som især baserede sig på den flygtige kærlighed, der kan opstå ud af ingenting, men som lige så hurtigt kan forsvinde igen.
Han lavede flere andre fremragende værker i 90’erne, inklusive Fallen Angels (1995) og Happy Together (1997), som også anbefales på det kraftigste, men i 2000 kom altså hans måske allerstørste film. Nomineret til De Gyldne Palmer på Cannes og sågar en Bodil herhjemme i Danmark: In the Mood for Love.
Det er en svær film at beskrive, for den er så ulig noget andet, jeg har set. Kort opsummeret handler den om en mand og en kvinde i 60’ernes Hong Kong, som begge to har ægtefæller, der sjældent er hjemme. De to personer, Chow Mo-wan og Su Li-shen, ender derfor med at lære hinanden at kende, fordi de er naboer i samme lejlighedskompleks. Tiden passerer, og det går langsomt op for dem, at deres ægtefæller er utro – med hinanden. Derfra udspiller sig et fuldstændigt genialt og neddæmpet drama, som jeg selvfølgelig ikke vil afsløre. Det fortjener at blive set uden den store forhåndsviden.
In the Mood for Love kan ikke anbefales nok. Det er en intim, sjælfuld, sensuel og vanvittigt smuk film, som næppe kan gøres efter nogensinde igen. Det er en enestående romance, som fanges på magisk vis af fotografen Christopher Doyle, tilsættes fantastisk musik af bl.a. Shigeru Umebayashi (og Nat King Cole!) og instrueres til perfektion af Wong Kar-wai. Og så har jeg slet ikke nævnt Maggie Cheung og Tony Leung i hovedrollerne. Har man nogensinde set skuespillere sige så meget med så få ord?
Det er samtidig en film, som kræver tålmodighed og investering. For den er ikke som din typiske Hollywood-romance. Den giver dig ikke forløsning. Den forærer dig ikke sit plot på et sølvfad. Du får det ud af den, som du lægger i den.
Så kære film- og biografelsker. Jeg siger det igen: Tag i biografen og få en helt unik oplevelse med en af de smukkeste film nogensinde og vær med til at fejre en af filmhistoriens store auteurs.
God fornøjelse!
Kommentarer