Af Gustav Stubbe Arndal
Siden biograferne genåbnede har der været rigeligt med gode eller direkte fantastiske film at se, særligt fra Oscar-sæsonen. Men der har manglet noget. Og In the Heights er nøjagtigt det, der manglede: et vaskeægte, Hollywood-produceret, masseunderholdende stykke filmmagi, der kan mærkes i hele biografsalen.
Det er også en type film, der er blevet alt for sjælden i Hollywood: en gennemført musical. Filmen er baseret på Broadway-showet af Lin-Manuel Miranda, det puertoricanske multitalent, der senere ville producere Hamilton (2015), og den omfavner genren med fryd.
In the Heights elsker at være en musical. Den elsker store følelser, enorme gruppedanse, gennemgående motiver og legesyg lyrik. Den mere kyniske seer vil rulle med øjnene, men filmen er ikke lavet til dem.
Sangene bliver sunget ud af Washington Heights, et hovedsageligt latinamerikansk kvarter i det nordvestlige Manhattan. Netop det nabolag, og det fællesskab, man finder i de små forretninger og på gadehjørnerne, er det bankende hjerte i fortællingen.
Det er et relativt fattigt kvarter, hvor alle har store eller små planer for at komme væk derfra, selvom de fleste nødvendigvis må blive boende, indtil boligblokkene en dag bliver overtaget af hvide hipsters og Starbucks-forretninger.
Usnavi (Anthony Ramos), vores hovedperson og den unge indehaver af den lokale bodega, er tæt på faktisk at slippe væk. Han har planer om at flytte tilbage til den Dominikanske Republik for at renovere sin afdøde fars bar, El Sueñito (”Den lille drøm”), men bedst som han køber stedet bliver han dybere forelsket i the Heights.
Han bliver også dybt forelsket i Vanessa (Melissa Barrera), den smukkeste pige på blokken, der drømmer om at blive modedesigner, men mangler pengene til at få noget startet.
I mellemtiden er hans barndomsveninde, Nina (Leslie Grace), vendt hjem fra Stanford efter et skuffende første år på universitetet. Hun savner sit hjem, men er bange for at skuffe dem, der troede på hende – mest af alt hendes far, som er nabolagets store forretningsmand.
Vi følger disse elskværdige, smukke unge mennesker og deres familier og venner under en historisk hedebølge, og historien vender sig omkring en strømafbrydelse under en ellers festlig nat. Det bliver brugt som et åbenlyst, men effektivt, symbol: de er bogstaveligt talt ”powerless”, men tænder nogle lys og fester videre gennem natten.
In the Heights har nogle alvorlige temaer på hjerte, særligt om immigrantfortællingen, amerikansk fattigdom og spliden mellem ambition og fællesskab. Men den er frem for alt en fest – en fejring af latinamerikansk kultur, og et kærlighedsbrev til et nabolag, der her bliver ophøjet til en eventyrverden.
Der er sludder i hårsalonen, en travl sommerdag i den lokale pool, intime samtaler på brandtrapperne og festmåltider med den fundne familie, og næsten alt bliver udtryk med sang, dans og rendyrket lykke.
Jon M. Chu (kendt fra Crazy Rich Asians (2018)) ved, hvordan man skal instruere en musical. Der er plads til koreografien, men tempoet i klipningen holdes højt. Han skruer op for stilen i takt til musikken, men tager det roligt, når de mere personlige scener ankommer.
De 2 timer og 20 minutter flyver af sted i et raskt tempo, og selvom en sang eller to kunne være forkortet, er det svært at være sur, når den næste scene sætter i gang med et brag.
In the Heights er en gadefest, alle er inviteret til. Den sætter kløerne i dig fra åbningssangen og giver først slip efter en eksplosiv, hjertevarmende finale. Den er drønhamrende charmerende, en smule trist, en smule sexet, ganske morsom og umådeligt underholdende.
Det er sommerfilmen, vi alle har ventet på.
Kommentarer