Af Gustav Juhl
Bladrer man igennem gyserfilmens historie, kan man hurtigt finde en tendens; nonneklostre der ikke ligefrem tilbeder Gud. Det er en trope, der igen og igen besøges, og hvorfor forstår man godt. Dæmon-nonner, der spøger i ældgamle og klamfugtige klostre, kan hurtigt få nakkehåret op at stå. Men ikke i Immaculate. For i Michael Mahons nye film er det ikke en overnaturlig ondskab der kæmpes imod, men derimod det vanvid, som religion kan frembringe.
Som ung pige drukner Søster Cecilia (Sydney Sweeney) i en frossen sø og lå klinisk død i syv minutter. Nærdødsoplevelsen ændrer hende og fører hende til et liv med tilbedelse af Gud. Men da hun ikke kan finde det, hun søger i sit hjemland USA, beslutter hun sig for at dedikere sit liv til et nonnekloster/plejehjem for aldrende og mentalt plagede nonner i det idylliske landlige Italien.
Men som ordsproget går: hvad der sker i et kloster, bliver i et kloster.
Det er jo efterhånden ikke noget nyt, at der i gyserfilm foregår forfærdelige og overnaturlige ting på nonneklostre rundt omkring i verden. Men Mahons Immaculate kommer med et længe ventet frisk pust til nonnetropen, og skubber de velkendte spøgelser og dæmoner ud af klosteret. Det føles specielt at sige, men det er rart at se gysergenren fokusere på menneskelig ondskab.
Det skal nemlig vise sig, at bag den ellers varme velkomst Søster Cecilia bliver mødt med, gemmer sig det, der måske bedst beskrives som katolsk vanvid. Fader Sal Tedeshi (Àlvaro Morte) bruger klosterets kælder som laboratorium til at genskabe en Immaculate Conception (syndfri undfangelse – som Jomfru Marias undfangelse af Jesus), og hvem anden end vores amerikanske Søster Cecilia skal ufrivilligt lægge krop til det? Handlingen føles som taget ud fra en B-gyser fra 70’erne og det burde
ikke fungere i 2024. Men Mahon kommer elegant omkring det med en cocktail af 70’er-gyserens simplicitet og æstetik blandet med en moderne tilgang til filmskabning.
Dog lader Mahon spændingen vente på sig. Den første del af Immaculate lider under en mangel på handling og sætter sin lid til fattige jumpscares, som ikke fører plottet videre. Den velkendte følelse af ubehag bliver også kun kluntet hjulpet på vej af de aldrende nonner. En gyser skal ikke prøve at være uhyggelig, den skal være det, og det er her Immaculate går galt i byen.
Den sidste halvdel er til gengæld ventetiden værd. Sydney Sweeney er i rollen som Søster Cecilia fænomenal, og hendes udvikling fra en pletfri kristen til et vilddyr er fuldstændig vanvittig. Stænket til med blod, skriger Sweeney for kropslig autonomi for alle kvinder, og når rulleteksterne glider over skærmen, sidder man måbende tilbage. Med gyseren skubber Sweeney til, hvad vi som publikum skal forvente af hende og gør det skræmmende klart, at hun er meget mere end endnu et kønt ansigt i Hollywood.
Immaculate ender ikke med at være verdens bedste gyser. Men med nogle ultimative she did that– moments, der for evigt vil sidde fast på nethinden, er filmen et feministisk testamente for den totale frustration, der har fulgt den katolske kirkes undertrykkelse af kvindekroppen siden år nul.
Kommentarer