Af Benjamin Damon
Hvis man ikke vidste, at Holy Spider og Grænse (2018) var lavet af den samme person, ville man nok aldrig gætte det. For lighederne er få, og instruktør Ali Abbasi bevæger sig i et helt andet territorie med sin nyeste film; en intens thriller om en seriemorder, der for 20 år siden myrdede 16 kvinder i den iranske by Mashhad. Afsættet for historien er sandfærdigt, men Abbasi har tilført fiktive elementer – heriblandt den kvindelige journalist, som er omdrejningspunktet for alt betydningsfuldt i filmen.
Vi følger journalisten Rahimi (Zar Amir-Ebrahimi), som rejser fra hovedstaden Teheran til den hellige by, Mashhad, fordi hun vil undersøge forholdene omkring de bestialske mord, der finder sted i byen. En koldblodig dræber spreder frygt – men der synes at være et mønster i hans adfærd. Han myrder kun prostituerede, og begrunder det selv med, at han er på en slags hellig mission for at ”rense gaderne”. Det er decideret kvalmende at være vidne til.
Zar Amir-Ebrahimi vandt prisen for bedste kvindelige skuespiller på Cannes i år, og hun er fremragende og autentisk i Holy Spider. Konstant udfordrer Rahimi det trætte, konservative system, som arbejder for mænd og imod kvinder; for folk i magtpositioner og imod de ringest stillede. Hendes utrættelighed taler på rørende vis ind i tidens ånd, og filmens timing kunne da heller ikke være meget bedre, situationen i Iran taget i betragtning.
Den gængse thriller tilstræber ofte at undgå at komme for tæt på morderen. Abbasi gør det modsatte; han lader seeren komme helt tæt på edderkoppemorderen, Saeed (Mehdi Bajestani). En familiefar, der om dagen arbejder som bygningsarbejder og har både en kærlig kone og børn.
Når mørket falder på, sætter han sig på sin motorcykel og kører ud i det dunkle Mashhad for at udføre sine handlinger. I teknisk overlegne scener ræser kameraet igennem gadelampernes lys; her er både associationer til Winding-Refns titelsekvens fra Drive (2011) og Wong Kar-wais Fallen Angels (1995). Det er et internationalt niveau, man sjældent ser i danske produktioner.
Når Saeed har fundet sine ofre, fører han dem hjem til sin lejlighed og strangulerer dem – heraf sammenligningen med det ottebenede dyr. Abbasi skåner ikke tilskueren, og Nadim Carlsen er uhyggeligt nærgående med kameraet; man må flere gange holde sig for øjnene. Det er vanvittigt effektfuldt og er altafgørende for, at Holy Spider sætter sig så intenst i kroppen. Man får lyst til at rejse sig og råbe ad lærredet. Uretfærdigheden er uudholdelig.
Kritiske pointer er blevet og vil blive diskuteret: er det her en ”nødvendig” film at lave og burde det i stedet have været en kvindelig instruktør, der fortalte historien? Abbasi selv nævner i et interview med Politiken, at han er træt af, at folk kalder Holy Spider for eksploiterende – han argumenterer i stedet for, at ”virkeligheden er så meget værre”.
I sidste ende er det nok personlig overbevisning, der afgør, om man synes, Abbasi går for langt – præcis som det tidligere har været med hans inspirationskilder: Haneke, Lynch, Trier m.fl.
Indiskutabelt er det, at hans nyeste værk ikke blot er visuelt overrumplende, men også leverer sine budskaber med tordnende vrede. Han frontalangriber uligheden i det iranske retssystem, som beskylder kvinderne for mændenes perverterede og dybt frastødende tankegang – og han bruger sin kvindelige journalist, Rahimi, som våben.
Abbasis selvudnævnte ‘film noir’ er et ekstremt værdigt Oscar-bud fra dansk side, og selvom den givetvis vil chokere og ryste både den gængse filmseer og eliten i Hollywood, rummer den så meget kraft og brillans. For den fungerer både som nervepirrende thriller med tårnhøjt teknisk niveau og med fremragende skuespilpræstationer, men også som en uimodsigelig allegori for den smerte, som helt almindelige kvinder i Iran har været udsat for i årevis.
Kommentarer