Af Emilia Tusindfryd Bechraki
A24 har i årenes løb budt på den ene nytænkende gyserfilm efter den anden. Nu er turen kommet til et unikt take på en ”drink the Kool-Aid”-fortælling, og menuen står på duftlys og manglende telefonsignal.
Søster Paxton (Chloe East) og Søster Barnes (Sophie Thatcher) når lige netop til Mr. Reeds (Hugh Grant) hus, da det begynder at styrtregne. De er missionærer fra mormonkirken, og han vil gerne høre mere. Efter en bekræftelse på, at hans kone er hjemme, så de unge kvinder ikke bryder nogle regler ved at tale med ham alene, træder de indenfor.
Snakken går i gang, dog alene med Mr. Reed, som insisterer på, at hans kone er et sted i huset med en hjemmebagt blåbærtærte. De sukkersøde nuancer forsvinder gradvist, og de er helt væk, når Reed tager en tår af sit ”Hubby”-kaffekrus, imens han spørger ind til mormonkirkens holdning til polygami.
En tiltagende fare, der både får de to kvinder og publikum til at være på vagt med alle sanser, ligesom den fylder skærmen og biografsalen. Lyden runger, når Reed drejer på et håndtag på væggen, der mest af alt minder om et æggeur. Vi snurrer med rundt, når Søster Barnes vender stearinlyset på sofabordet. Det er det, der dufter af blåbærtærte. Døren er låst, og de to kvinders eneste mulighed er at følge med Mr. Reed længere ind hans hus, som minder lidt for meget om en kirke.
Instruktørerne Scott Beck og Bryan Woods er velbevandrede i gysergenren, hvor de tidligere har instrueret Haunt (2019) og været medforfattere på manuskriptet til megahittet A Quiet Place (2018). De bruger første halvdel af Heretic på at etablere et dybt foruroligende og uforudsigeligt mareridtsscenarie for de to unge mormonmissionærer. Ubehaget har varet ved så længe, at vi ikke engang stiller spørgsmålstegn ved søstrenes dumme beslutning, for det gælder bare om at komme væk. For Mr. Reed går alt til gengæld efter planen.
Hugh Grant er perfekt castet til rollen som Mr. Reed, og hans signatur-charme forstærker kun Reeds forskruede gudekompleks. Han er en kalkuleret leder overfor Paxton og Barnes, hvis vaklende virkelighedsopfattelse portrætteres genialt af Chloe East og Sophie Thatcher. De bringer en både lillepige-sårbarhed og moden styrke til karaktererne, som kun er med til at tilføje flere lag til denne fortælling om tro, religion og hvis ord, man egentlig vil følge.
Woods og Beck har lavet en film om, hvordan magt, frygt og kontrol kan skræmme de bange til at se verden for noget, den ikke er – og hvilke uhyggelige konsekvenser tvivl kan bringe med sig. Igennem forvrængede billeder, dreje-lyde, der sætter sig nederst i maven og et sygt magtspil vender instruktørerne rollerne om på, hvem det er, der prøver at konvertere hvem. Det er en ildevarslende spænding, der holdes i live i filmens to første akter med slående skuespilpræstationer og en oprigtig frygt for, hvad der venter bag næste dør.
Den fængslende frygt mister dog pusten i sidste akt, som byder på et par lidt for forudsigelige pay offs til startens set ups og en åben slutning, der virker åben bare for at være det … eller som en metafor på et af filmens temaer. Det er svært helt at føle dens vægt på et intuitivt plan. Heretic sætter dog på nervepirrende og tankevækkende vis spørgsmålstegn ved, hvor vores overbevisninger kommer fra, ligesom de stærke skuespilpræstationer holder spændingen næsten helt til slut.
Kommentarer