Af Marcus Uhre
Den hjemsøger dig. Den har fundet vej frem til dig, og den slipper dig ikke foreløbig. John Carpenters dybe, uundgåelige synth med det isnende, knivstikkende tangentspil og den alarmerende, hastige tromme kunne fortsætte for evigt, og trods hurtige beats bliver nummeret aldrig træt eller giver op. Med tre dødssimple instrumenter indkapsler Carpenter, hvorfor hans Halloween fra 1978 kickstartede den slasher-genre, som skulle blive så prominent i firserne. Ligesom Michael Myers med sin hvide, udtryksløse maske, mangler titelmelodien en lille smule menneskelighed. Michael er ligeglad med dine følelser. Han vil bare gerne slå dig ihjel.
Desuden har han en evne til ikke at kunne dø, og det samme kan filmene heller ikke. Hvad der føles som film nummer femogtyve i rækken er en direkte fortsættelse af den dårligt navngivne Halloween (2018), som ikke var en genfortælling ligesom Rob Zombies Halloween fra 2007, men i stedet en fortsættelse af den originale film fra 1978, og derfor sletter den en ti mellemliggende film fra harddisken. Her stikker Myers af efter fyrre år i fangenskab for at jagte hovedkarakteren fra første film, babysitteren Laurie Stride (Jamie Lee Curtis). Ikke at forveksle med Halloween H20 – tyve år senere (1998), som fik den samme idé. Forvirret endnu?
Den første og måske eneste originale idé i David Gordon Greens planlagte trilogi er, at alle tre film primært skal foregå på den samme Halloween-aften i 2018. Idéen er mægtig, fordi den tillader filmen at springe en hel masse kedelige scener over og gå direkte over til sine splatter-scener, som der er rigelige af.
Allerede i filmens første øjeblikke dræber køkkenknivsmorderen et dusin brandmænd, der er kommet for at slukke den brand, som skulle have slået manden ihjel. Myers dræber og dræber, for der var faktisk en del overlevende fra den første film, og mange af dem er med her – som var vi til et gymnasies 40 års genforeningsfest. De er alle traumatiserede over deres første møde med Michael, og glædeligt tonser de afsted for at forsøge at komme ham til livs på den mest omsonste måde.
Halloween-filmserien handler i bund og grund om menneskelig inkompetence, og det er på grund af denne, at det altid lykkes ham at overleve. Manglen på denne var umiskendeligt skræmmende i den første film. Men gyserelementet er David Gordon Green desværre ikke rigtig interesseret i og forsøger kun halvhjertet med klicheer som ”fordør/bagdør”-tricket og ”gemme sig bag døren”-manøvren.
Derfor lever og ånder filmen for dens splatter-scener, og er man ikke til praktiske effekter med masser af blod, så er man overhovedet ikke til Halloween Kills. Filmen mangler helt klart karakterer, som man rent faktisk går op i, om de dør eller ej. De fleste af dem er bygget op omkring deres Halloween-traume, som måske er interessant for kollektivet, når de laver heksejagt efter Michael med tilråbene ”Ondskaben dør i nat” og kommer til at slå den forkerte mand ihjel.
Men på individ-plan er der ikke meget karakter over beboerne i Haddonfield. Det samme kan man sige om filmen som helhed. Den karakter er efterladt ved titelmelodien.
Kommentarer