Af Tobias Møbjerg Nielsen
Det er ikke første gang jeg ser Goodfellas, men nøj, hvor ville jeg ønske det var! Filmen udkom for 35 år siden, men den har ikke mistet noget af sin kvalitet af den årsag. Martin Scorsese ses som en af vores tids bedste filmskabere, blandt andet på grund af Goodfellas – og med god grund. Filmen er baseret på bogen ’Wiseguy’ af Nicholas Pileggi og fortæller den virkelige historie om Henry Hill, portrætteret af Ray Liotta.
Goodfellas oser af autencitet, og det er der flere årsager til. Ikke nok med at Robert De Niro insisterede på at bruge 5.000 dollar i ægte kontanter til visse scener, havde Scorsese også virkelige gangstere med på set og brugte dem som statister i filmen, hvilket giver scenerne et ekstra lag af naturalisme. Netop naturalismen forstærkes kun i den nu famøse ”What do you mean funny, funny how?” scene der ikke var noteret i manuskriptet. Her skaber Ray Liotta og Joe Pescis karakterers interaktion naturlige reaktioner hos de andre. Yderligere valgte Scorsese sin egen mor til at spille Joe Pescis karakters mor. Også hendes dialog og moderlige pyldren over en middag med de tre musketeer var næsten udelukkende improvisation, og jeg kunne blive ved. Netop denne realistiske portrættering af den kriminelle underverden er dét, som gør Goodfellas helt speciel.
Derudover er filmen selvfølgelig båret af mesterlige skuespilpræstationer hele vejen rundt, særligt Joe Pesci, som også vandt en Oscar for sin præstation er særdeles mindeværdig. Pesci, De Niro og Liottas karakterer virker gennemlevede og deres dynamik er beundringsværdig. Måske det kommer af deres jævnlige sparring med Pileggi i forbindelse med manus. Derudover har alt fået et nøk op med den nyrestaurerede 4K-HD-udgave. Billederne har mistet deres gryn, farvekontrasterne er større og det øger filmens stemning. Og om det er af endelig at se Goodfellas i biografen, eller om det kan tilskrives restaureringen, så charmerede filmens soundtrack sig mere ind hos mig end hidtil. Bravo.
Men, jeg må også erkende, at filmen føles en anelse lang til tider. Det kan være fordi jeg har set Goodfellas flere gange før. Eller fordi jeg er uheldig nok til at være en del af den generation som så The Wolf of Wall Street (2012) før jeg så Goodfellas for første gang. En film som har mange ligheder og delte tematikker med Goodfellas,og derfor føles sidstnævnte ikke som et just banebrydende narrativ.
Goodfellas ender dermed som en fortsat fantastisk film på alle parametre, som jeg gerne ser igen og som jeg nød at se i biografen for første gang. Dog kan filmen trække en smule i langdrag og spejle sig en tand for meget i nogle af Scorsese’s andre værker.
Kommentarer