Af Gustav Stubbe Arndal
Hvad er meningen med Godzilla? For de fleste er kæmpeøglen synonym med spektakulære kæmpemonstre, kendt som ”kaijuu” på japansk. Rendyrket underholdning med ødelæggelse af byer, utallige affyrede missiler og seje væsener, man kan købe som legetøj.
Sådan startede det ikke. Den oprindelige Godzilla (1954) var mere tragisk end spændende. Monsteret var på en gang et symbol på den moderne krigsførelses uoverskuelighed efter atomvåbnets fødsel, og et mystisk levn fra en fjern oldtid både for planeten og den japanske kultur.
De fleste af de utallige efterfølgere prioriterede bombastisk action og markedsføring over mere seriøse elementer. Men Godzilla Minus One, den 37. film i serien skruer tiden tilbage for at genfortælle og genfortolke monsterets oprindelse i slutningen af 1940’erne. Den sætter sig i samtale med franchisens første værk. Så spørgsmålet er: hvad har den at sige?
Anden verdenskrig fylder meget fra starten af, hvor vores hovedperson, en kamikazepilot ved navn Kōichi Shikishima (Ryunosuke Kamiki), afbryder sin mission og lander på øen Odo, hvor en lille deling af flymekanikere holder til. Samme nat omkommer næsten alle, da et dinosaur-lignende monster (som de lokale kalder ”Godzilla”) går til angreb.
Shikishima vender hjem med en dobbelt omgang survivor’s guilt, da han ikke blot forlod sin post i militæret, men også svigtede sine kammerater på øen. Hans familie er død, bortset fra en foragtelig tante. Men livet fortsætter; han lader en pige ved navn Noriko (Minami Hanabe) og hendes adopterede spædbarn Akiko bo hos sig mens byen genopbygges, og snart har de formet en sød (men uformel) familie.
Men fortiden haler ind på ham, da Godzilla igen dukker op, denne gang over 50 meter høj og muteret af radioaktiv stråling. Efter fejlslåede militære operationer og utallige dødsfald da øglen går til angreb på en kystby, melder Shikishima sig til et civilt/militært projekt for at udradere monsteret en gang for alle.
Minus One har ikke ambitioner til at opfinde den dybe tallerken. Alle karaktererne er flade og ligetil – selv Shikishimas PTSD og indre konflikt synes for velkendt til at bevæge. Effekterne er ret solide, især for en japansk produktion. Monsteret er et monster, heltene er helte, lad os springe Godzilla i luften.
Men bag den konventionelle og til dels kedelige fortælling er et grimt lag af militær nationalisme. Godzilla repræsenterer her en ny chance for det japanske militær efter verdenskrigens ydmygelse. Filmen er forelsket i militær teknologi, fra desarmerede krigsskibe til prototyper af bombefly, der ikke fik deres chance for at beskytte et glorværdigt hjemland.
Det imperiale Japans problem var, ifølge denne film, at de ofrede for mange liv. Forløsningen er her, at heltene får lov at udradere noget, der voldte dem skade, uden de umådelige konsekvenser fra krigen. En rendyrket fantasi, som underligger hele filmen.
Både Minus One og den oprindelige Godzilla har scener, hvor respekterede videnskabsmænd forklarer om monsteret i et mørklagt forelæsningsrum. I den oprindelige var det en palæontolog, som så Godzilla som et fascinerende og unikt dyr. I denne nyfortolkning er det en våbenudvikler for den japanske flåde, der ser monsteret som et problem, der skal løses med militær teknologi.
På en måde er Godzilla Minus One en lige så meningsfuld fortælling om Japans plads i verden, om end den ikke gør det med vilje. Filmen viser et land, der har mistet kontakten med fortidens komplekse tragedier og ubesvarede spørgsmål. Et land, der skruer tiden tilbage og lader som om, det var en simplere tid.
Kommentarer