Af Gustav Stubbe Arndal
Mohammad Rasoulof er ikke den første iranske instruktør, der har været nødt til at flygte fra sit hjemland, og han bliver nok ikke den sidste. Når et teokratisk styre gør en simpel handling som at vise sit hår frem i offentligheden til strafbar kriminalitet, er der selvfølgelig heller ikke meget plads til kunstnerisk frihed.
Frøet fra det hellige figentræ skjuler bestemt ikke sit politiske budskab. Dens familiedrama foregår i Tehran i 2022, hvor politidrabet af Mahsa Amini – en ung kvinde arresteret for at bryde hijab-påbuddet – førte til landets største protestbevægelse siden 1970’erne. Optøjerne berører vores hovedpersoner på forskellige måder.
Den arbejdsomme patriark, Iman (Missagh Zareh), er nyligt forfremmet inden for anklagedomstolen, og har flyttet familien til et godt boligkvarter. Trods han ikke er vellidt af lederskabet og tøver med at skrive under på dødsstraf, synes de voldsomme protester at hærde og radikalisere ham dag for dag. I hans fravær oplever hans døtre, Rezvan og Sanna, en ganske anden vinkel på sagen.
For mens meget af filmen næsten er et kammerspil i den nye lejlighed, strømmer der videoer ind på deres telefoner gennem sociale netværker – og op på lærredet, hvor grynede, vertikale videoer tilføjer en insisterende dokumentarisk virkelighed.
Fanget imellem bekymring for sine børn og loyalitet over for sin mand finder vi Najmeh (Soheila Golestani), hvis dybt konservative overbevisninger gradvist udfordres og knuses mod hårde politiske klippesider. Hendes forsøg på mediering bliver forgæves, da Imans pistol forsvinder natten over og den pressede politimand begynder at mistænke døtrene.
I sine desperate forsøg på at genvinde kontrol over sin familie, forvandler han filmen til en thriller, et totalitært patriarkats voldsomme magt og dets uundgåelige modsvar i miniature. Det hellige figentræ er stærkest, når dens dramatiske konflikt belyser dens vigtige temaer.
Filmen er dog ikke ved sit stærkeste hele tiden. Det indelukkede melodrama i lejligheden bliver både simpelt og prædikende, da Rezvan og Sanna føles mere som megafoner for en radikal generation, end som fuldt udviklede personer. Den dramatiske finale strækker sig også over flere minutter, end en næsten 3 timer lang film har råd til.
Der er stor kontrast mellem de simple dialogscener og mere sanselige sekvenser, som når Najmeh giver sin overtrætte husbond en barbering i et intimt og nøje opsat ritual – en stil, der gentager sig, når hun senere hjælper med at helbrede en af Sannas veninder, der blev skudt af politiet. Rasoulof siger noget her om omsorg, og hvad vi gør helligt, og det helt uden enetaler over middagsbordet.
Det er dog svært at bebrejde en film om så vigtigt et emne for at være for didaktisk. Hvis Imans skurkagtige handlinger er en anelse simple, er det vel fordi Irans voldeligt undertrykkende præstestyre er ligeså. Sent i filmen brokker pigerne sig over alle de ting, de har skullet gøre for at tilfredsstille deres religiøse far.
”Ikke for mig,” svarer han, ”men for Gud.” Men under det Iranske regime er der ingen forskel at finde. Det er måske et simpelt budskab, men det gør ikke Frøet fra det hellige figentræ mindre radikal eller vigtig.
Kommentarer