Af Gustav Stubbe Arndal
Leni Riefenstahls Viljens triumf (1935) bliver ofte nævnt som et vigtigt filmhistorisk værk; en innovation i dokumentarfilmens historie på trods af sin status som propaganda for nazisterne. Men det er en skrøne. Viljens triumf havde et historisk højt budget, men som filmkunst er den ikke nær så stor som dens rygte.
Dens stærkeste indflydelse har været på vores forestilling af naziregimet. Utallige rækker af standhaftige soldater, røde bannere med hagekors blafrende ud ad alle vinduer, og et statsoverhoved med en retorisk magt over et samlet folk. Billederne virker stadig. Joseph Goebbels projekt har på sin vis overlevet både ham selv og hans fører.
Føreren og forføreren omhandler det projekt. Robert Stadlober spiller den notoriske propagandaminister fra Nazitysklands begyndelse til dens grusomme endeligt, hvor han skifter mellem fremadstormende ordrer og snu aftaler bag kulisserne for at understøtte regeringens mission og beholde sin position som Hitlers (Fritz Karl) højre hånd.
Det er en serie af highlights fra historiebøgerne: den østrigske Anschluss, ikke-aggressionsaftalen med Sovjetunionen, Krystalnatten, branden på Reichstag, invasionen af Polen, og så videre, og så videre. Det hele kogt ned til en simpel formel. Vi ser arkivoptagelser fra den specifikke begivenhed, og derefter har Goebbels et møde med føreren på kontorer badet i gråblå farver, hvor det bliver besluttet, at der skal laves propaganda. Så laver han noget propaganda. Indimellem får vi et indblik i hans mildest talt anstrengte forhold med Fru Magda Goebbels (Franziska Weisz), men ellers er det en konstant rutsjetur, der hurtigt bliver forudsigelig og uinteressant.
Filmen bliver ved med at forklare os ting. Magda forklarer, at hun er ulykkelig over Goebbels affærer. Goebbels forklarer, at han anvender den tyske filmindustri på partiets vegne. Ved en middagsscene forklarer Hitler, at han er vegetar og ikke-ryger – en kedeligt velkendt biografisk detalje, som instruktør og manuskriptforfatter Joseph A. Lang åbenbart mente var mere essentiel end scenens egentlige konflikt.
Føreren og forføreren begynder og ender med højtideligt at erklære sit formål: at belyse propagandaens styrke og repræsentere samtaler taget ud af ægte arkivmaterialer. Men hvad er formålet med en dramatisering, der ikke er dramatisk? Stadlober gør nok en fin efterligning af ministeren, men han forbliver en fremmed figur – hvad driver ham? hvad elsker han eller hader han i sit inderste liv? Hvor kommer hans moralske tomhed fra?
Tidligt i filmen ser vi, hvordan et barn bliver øvet i at overrække en blomst til Hitler under en parade, og hvordan hun får skældud for sin optræden. Det er et kort glimt af en film, der har noget at sige; der fremstiller, hvor latterligt absurd den nazistiske medieverden var, i stedet for at levere os en historietime.
Føreren og forføreren står i skyggen af sit eget emne og af andre film i sin genre. Undergangen (2004) skildrer Hitler og hans inderkreds med mere drama og indsigt. The Death of Stalin (2017) bruger satirisk humor brillant i kontrasten mellem ceremoniel alvor og spydigt kaos bag de politiske kulisser. The Zone of Interest (2023) viser ondskaben med brillant filmkunst uden at forherlige sine hovedpersoner.
Føreren og forførerens ender med at forråde sit eget erklærede formål: at skue igennem propagandaen og vise virkeligheden. En dokumentar havde gjort det samme uden at placere sine karakterer på piedestaler som mægtige skurkefigurer, hvis bedrifter skal huskes og funderes over. Ville Goebbels måske ikke have været smigret, hvis han hørte, at han havde gjort sig fortjent til en film som denne?
Kommentarer