Af Marius Sørensen
Det lader til, at romcom-genren er på vej ind i en renæssance. I lang tid har den romantiske komedie været degraderet til at blive dumpet direkte på diverse streamingservicer, mens hovedrolleindehaverne ofte har været b-list-skuespillere. Men nu kunne det tyde på, at vinden vender, og de store Hollywood-studier endnu en gang vender næsen mod genren. Alene inden for det seneste år, har stjerneskuespillere som Jennifer Lawrence, Glen Powell, Sydney Sweeney, Zac Efron og Nicole Kidman optrådt i romantiske komedier. Måske man endda kan tilføje Ryan Gosling i romcom-hybriden The Fall Guy (2024) til listen. Og nu altså også Scarlett Johansson og Channing Tatum, der i Fly Me To The Moon spiller over for hinanden i rollerne som henholdsvis markedsføringsguru og NASA-direktør.
Filmen placerer sin kærlighedshistorie midt i 1960’ernes rumkapløb mellem USA og Sovjetunionen. Johansson spiller Kelly Jones, et markedsføringsgeni hyret af Richard Nixons præsidentkontor for at sælge NASAs rumprojekt til de amerikanske borgere, mens Tatum spiller rollen som Cole Davis, der leder NASAs Apollo 11-program. Undervejs støder de tos vidt forskellige tilgange til arbejdet sammen. Samtidig opstår der også – uundgåeligt, fristes man til at sige – romantiske spændinger imellem de to.
Kærlighedshistoriens dramaturgiske kurver er velkendte for publikum. Og Fly Me To The Moon tilføjer i den henseende ikke det store til opskriften. Til gengæld giver det sideløbende rumkapløb et friskt pust. Filmen, der efter sigende har et budget i nærheden af de 100 mio. dollars, genskaber på fascinerende vis både NASAs faciliteter og Apollo-projektets raketaffyringer på Cape Canaveral. Rumkapløbet er en kilde til evig fascination. Desværre er den del af filmen allerede blevet overgået af overlegne film som Mænd af den Rette Støbning (1983) og Apollo 13 (1995).
Derfor må filmen sætte sin lid til romantikken mellem de to hovedroller for at skabe en gnist. På den ene side er Scarlett Johansson forrygende i rollen som Kelly. Johansson er født til roller som denne; skarp og ressourcestærk med et touch af en unik charme, der ikke er oplevet siden Marilyn Monroe. Efter at have set Fly Me To The Moon sidder man med en fornemmelse af, at Johansson ene kvinde kunne genoplive romcom-genren.
På den anden side er Channing Tatum desværre ikke i nærheden af samme niveau af karisma. Tatum, der ellers i høj grad har viet den senere halvdel af sin karriere til komedier, er her fuldstændig blottet for interessant udstråling som den pragmatiske, alvorlige og ja, kedelige Cole Davis. Tatum er havnet i en mærkelig situation, hvor hans flotte udseende indikerer, at han bør være én af Hollywoods ’leading men,’ mens hans egenskaber i virkeligheden egner sig bedre til screwball-komedier og karakterskuespil. Det er ikke en kritik af Tatum som skuespiller, men af hans rolle i en film som denne.
Der er en uligevægt mellem de to hovedroller, og der opstår derfor ikke for alvor nogen romantisk kemi imellem dem. For en romantisk komedie er det et forholdsvist stort problem. Filmen reddes dog til dels af en række fine birollepræstationer, leveret af blandt andre Woody Harrelson, Ray Romano og Jim Rash, der hver især bidrager med friske, komiske pust.
De fleste af filmens dele – med undtagelse af Tatum – fungerer. Den er flot filmet, musikken fungerer og Johansson er en stjerne. Alligevel efterlader Fly Me To The Moon os med en følelse af ligegyldighed. Vi kender romcom-genren ud og ind. Men det er ikke et problem så længe turtelduerne i hovedrollerne har kemi, karisma og charme. Her er de tre faktorer kun til stede på Johanssons side.
Kommentarer