Af Sidsel Minuva
Inden for kernefysikken benytter man begrebet tickling the dragon’s tail. Her er den slumrende drage radioaktiv stråling. Jo mere man undersøger, stikker i og prikker til radioaktivt materiale, jo større er chancen for, at dragen vågner – og man møder sit endeligt foran dens ildspyende gab.
Det er på flere måder en passende metafor for det arbejde, som de to gifte vulkanologer, Katia og Maurice Krafft, udførte fra 60’erne til 90’erne. De to besøgte nemlig vulkaner i udbrud for at undersøge lava, vulkansten og mudderskred.
Som den mest uregerlige drage er vulkaner uforudsigelige, voldsomme og destruktive. Som fabeldyret virker fortællingen om forskernes kærlighed så fabelagtig og sjælden, at den lige så godt kunne være mytisk. Og præcis som de uheldige kernefysikere kildede parret dragens hale, indtil den vågnede og spyede sin ild.
Hele vejen igennem dokumenterede Katia og Maurice deres videnskabelige færd. Katia fotograferede for det meste; hun fangede stillestående detaljer i enestående fotografier. Maurice var fascineret af bevægelse. I evigheder ad gangen kunne han pege deres filmkamera mod den storslåede lava, slynget ud af vulkanens rødglødende krater.
Det er de optagelser og billeder, som instruktør, manuskriptforfatter og producer Sara Dosa har stykket en dokumentar sammen af. Det er en opgave, hun har taget på sig i Krafft-parrets fravær. De afgik ved døden for foden af den japanske vulkan Unzen d. 3. juni 1991.
Fire of Love er deres eftermæle.
Dokumentaren består altså af Krafft-parrets egne optagelser, arkivmateriale og finurlige, animerede sekvenser. Animationerne ligner, at de er lavet af papir, og det tilfører munter skrøbelighed til de ellers lavamættede optagelser.
Der er derudover ingen tvivl om, at Fire of Love har en pragtfuld billedside. Vulkanernes sprudlende lava er det åbenlyse trækplaster, men det er faktisk Katia og Maurice, der skinner allermest igennem.
Deres kærlighed lyser ud af lærredet. Ikke blot deres kærlighed til hinanden, som da de forelskede sig i 60’erne og udvekslede stjålne blikke, men til deres fag. For dem er det nemlig ikke blot et fag – det er deres liv.
Hverken Katia eller Maurice trives i samfundet. Meningen med vores samfundssystemer, der lader til at prioritere økonomi over natur, videnskab og befolkningens velvære, går over deres forstand.
Den forståelse finder de i hinanden. Deres historie og forhold er et bomstærkt argument for idéen om åndsfrænder. Vulkaner binder de to franskmænd sammen som en skæbnens røde tråd. Selvom deres venner fortalte vittigheder om, at deres forhold var lige så eksplosivt som deres erhverv, så komplementerer de tydeligt hinanden.
Man får ikke kun deres lidenskab at mærke, men også en utrolig, videnskabelig opsang serveret på et sølvfad. Tempoet kan til tider være langsomt, og man skal væbne sig med tålmodigheden til at lade sig forføre af umådelige mængder nørderi – gør man det, bliver man belønnet med en intim forståelse af Maurice og Katias verden.
Man bliver som omvendt til vulkanologiens religion. Når Jordens styrke er både så pragtfuld og destruktiv, hvorfor skulle man så nogensinde bruge sin tid på andet end at lære alt, hvad man kan, om den? Deres frustration over for ligeglade regeringer, der hellere vil spare penge end beskytte sine borgere mod udbrud, bliver til en åbenlys sandhed, når man har fulgt parret gennem hele deres karriere og set verden gennem deres linser.
Resten af os kan kun drømme om, at vores eftermæle er lige så overbevisende, smukt og passioneret som Katia og Maurices. Men Fire of Love bliver nok svær at overgå.
Kommentarer