Af Gustav Juhl
Med Testamentet trak instruktør Christian Sønderby Jepsen i 2011 tæppet væk under Danmark med fortælling om en families beskidte hemmeligheder. En historie om to brødre, Henrik og Kristian Ernst, og deres tilsyneladende umulige kamp for retfærdighed – og for at få deres retmæssige del af den massive millionarv, deres afdøde bedstefar har efterladt. Det er en fortælling om dysfunktionelle familierelationer, stofmisbrug, omsorgssvigt og ikke mindst kampen mod en social arv, hvor græsset altid synes grønnere på den anden side. Det er alt, hvad hjertet ikke begærer og er en historie fortalt så ufiltreret, at man griber sig selv i at håbe, det er fiktion.
Det samme gør sig gældende for Jepsens opfølger, Faderen, Sønnerne og Helligånden, der med 14 års nye optagelser af de to brødre nu kaster et nyt lys på sagen om det omstridte testamente. Dog er arven som Henrik og Kristian har ventet på ikke hovedfokusset længere. Jepsens nye film fortæller i stedet en historie om at ville give slip på fortiden, være i nutiden og skabe en fremtid, der giver mening. Hvordan den så ellers kommer til at se ud.
I Faderen, Sønnerne og Helligånden kaster fortidens skygger stadig et tungt mørke over Henrik og Kristians liv. Uden fordømmelse skildrer Jepsen det ubrydelige bånd mellem to brødre, der begge er fanget i et liv, de aldrig har ønsket sig. Tætte som de er, forbliver de dog vidt forskellige. Deres barndomstraumer spejler hinanden, men manifesterer sig på vidt forskellige måder. Èn ting forener dem: nemlig deres søgen efter stabilitet i en ny familie. Det er denne rejse som Jepsen – og ikke mindst det meget villige brødrepar – inviterer os med på. Og her sker der noget vigtigt. I mødet med deres virkelighed, lærer vi noget vigtigt om vores egen.
Henrik har en familie og drømmer om at være modig nok til at sætte et godt eksempel for sine to sønner. Men han ryger stadig for meget hash, drikker lidt for mange øl og har været arbejdsløs i over et årti. Han sidder fast, og samtidig sidder hans søn, Alexander, og ruller joints til dem begge. Konen Ceci står og ser på, mens hun kæmper med frygten for at omsorgssvigt skal gå i arv.
I en anden lejlighed sidder broderen Kristian. Her ligger en skudsikkervest, en pistol og stoffer. Han er blevet gift, men familien og sikkerheden har han fundet et helt andet sted – i den katolsk-ortodokse, ekstremistiske gruppe Hellige Danmark. At skildre Kristian uden at reducere ham til en racist eller udstille ham for hele Danmark er en svær balancegang. Men Jepsen navigerer sikkert og tegner et portræt af en mand, der i hele sit liv har haft verden imod sig. Man forstår måske ikke Kristians valg, men Jepsen gør det klart, at han måske aldrig har haft et.
Midt i Faderen, Sønnerne og Helligånden befinder Alexander sig, og at placere ham i centrum er et de finere greb fra Jepsens side. Hans alder og overgang fra konfirmand til gymnasieelev og senere student giver dokumentaren en naturlig tidslinje og et stærkt drive. Hvilken vej skal han gå? Har han overhovedet et valg? Kan han bryde den sociale arv, der strækker sig tilbage i generationer?
Man har en følelse af både at være fluen på væggen og en aktiv del af historien, når man ser Christian Sønderby Jepsens skildring af familien Ernst. Det er en film, der påvirker ens følelser – man griner og græder, og fortryder så sine grin. Det er tydeligt, at Jepsen over de mange år har knyttet et stærkt bånd til Henrik og Kristian, men også at han ikke vil have, at man nødvendigvis skal lide eller hade dem. Jepsen vil have, at vi skal forstå brødrene, og at valg i livet ikke altid er noget, man selv tager. Christian Sønderby Jepsen er en mester i, hvad han laver, og her får han ikke kun fortalt en vigtig historie – han fortæller den på en måde, der er tålmodig, empatisk og bliver siddende i kroppen lang tid efter at rulleteksterne er rullet over skærmen.
Kommentarer