Af Joakim Søgaard
Euphoria er, med sin hyperstiliserede portrættering af high-school livet og dets virvar af udfordringer, blevet et af tiden største internetfænomener. Seriens make-up, tøj og lyssætning har en æstetik, som flittigt rekreeres på de sociale medier, og efter 2 års ventetid kunne seriens fans endelig få stillet deres Euphoria-sult med den længe ventede 2. sæson.
Genmødet med det farverige persongalleri blev sparket i gang med en kendetegnende kaotisk nytårsfest, der finder sted under en måned efter 1. sæsons afslutning. De unge karakterer kæmper med mange af de samme problemer som tidligere, og samtidig introduceres en række nye personer samt relationer i løbet af aftenen. Dermed er grundstenene lagt for en højspændt sæson.
Drama er da heller ikke en mangelvare i Euphorias 2. sæson. Problemet er, at der mangler en overordnet plan. Rues (Zendaya) misbrug tages til nye ekstremer, men tilføjer ikke meget nyt. Et trekantsdrama, der i virkeligheden egner sig til et par episoder, strækkes ud over hele sæsonen.
Den nye sæson mangler især to ting, som gjorde den første til mere end blot sin glimmerbelagte overflade. For det første formåede den at forbinde de mange karakterer på tværs af plottet og give en forståelse for, hvordan én persons traumer kunne få betydning for mange andre. I det henseende springer 2. sæson mere sporadisk i, hvor den har sit fokus og ender med at virke fragmenteret og retningsløs.
For det andet var der en balance mellem humor og alvor, som gjorde, at serien udover at være underholdende også havde en følelsesmæssig tyngde. Nu er der i stedet skruet helt op for vold, nøgenhed og drama, men alt for ofte uden man fornemmer betydningen af det. Nå Rue mister en kuffert fyldt med stoffer, som hun skulle sælge, uden at blive straffet for det, virker det konsekventløst. Det er samtidig symptomatisk for, hvordan sæsonen er fyldt med handling, men ikke den store udvikling.
Til gengæld gives der plads til flere af de karakterer, som ikke tidligere har fyldt så meget. Den ellers oversete Lexi (Maude Apatow) udvikler et interessant forhold til pusheren Fezco (Angus Cloud), og får også lov at opsætte et ekstremt velproduceret teaterstykke i sæsonens anden halvdel.
Euphoria bibeholder da også momentvis sine styrker og særligt episode 5, hvor vi næsten udelukkende følger Rue, står som et absolut højdepunkt. Zendaya spiller fænomenalt rollen som den manipulerende misbruger, og man mærker virkelig, at der er noget på spil.
Med visuelt innovative greb og rammende musikvalg er det heller ikke fordi serien har mistet sin overdådige æstetik, som den efterhånden er blevet så notorisk for. Hverken skuespillet eller det tekniske arbejde er til at klage over.
Euphorias nyeste sæson har masser af potentiale, som i enkelte øjeblikke opfyldes. Desværre mangler den fokus og henfalder alt for ofte til det spektakulære blot for at chokere seeren. I russen fra første sæsons succes glemmer den at tage ved lære af, hvad der i virkeligheden gjorde den til en unik ungdomsserie, og ender derfor som en rodet og ukomplet oplevelse.
Kommentarer