Af Victoria Andersen
Miss B. Haven er et godt valg som subjekt for en musikdokumentar. Ikke fordi fortællingen om bandet er særligt sensationel, men fordi de bare er så pisseseje.
Torben Skjødt Jensens grundige portræt af poprock-bandet dækker hele deres historie, fra de fem kvindelige medlemmers opvækst i 70’erne til bandets opløsning i ’97. Med et væld af arkivmateriale og samtlige interviews tegner Skjødt Jensen et nostalgisk billede af et band med en lyd og et look, som indkapsler tidsånden.
Oprindeligt hed bandet Clinic Q og lavede musik, der lød ”som skovl mod cement”. Punkbølgens DIY-ånd gav for alvor kvindelige rockmusikere muligheden for at kæmpe sig op på scenen. Dog ikke uden den forventelige modstand. Miss B. Haven var anerkendte, men anerkendelsen nåede sjældent længere end ”Et af de bedste pigebands”.
Derfor er det på en måde forfriskende, at Skjødt Jensen ikke lader sexismen fylde alt, men nøjes med at give medlemmerne en enkelt sekvens til selv at fortælle om det. En vidunderlig sekvens på grund af skønne Mette Soehle Zachau Mathiesen, der husker at blive bombarderet med ”Smil, smil, smil!”, hvortil hun svarer: ”Gu’ vil vi ej!”.
Lise, Mette, Anne og Lene, samt den senere tilføjelse Minna Grooss, er vidt forskellige, men stærke personligheder. En tidligere producer, engelske Jeff Lynne kendt fra Electric Light Orchestra, siger med et smil på læben, at han aldrig har ”arbejdet med nogen så besværlige”. Et af deres første gennembrud skete efter et stunt, hvor de skrev deres egen pladekontrakt og satte den på auktion. Helt genialt.
Drømmen om at blive de næste Rolling Stones ledte dem helt til en pladekontrakt med Warner UK, hvor det var svært at være kompromisløse. En helt klassisk konflikt viste sig: Hvor langt man kan strække sig, før hele projektet bliver udvandet? Bandet kunne næsten smage det store internationale gennembrud, de havde sultet efter, men i sidste ende faldt aftalen med pladeselskabet fra hinanden. Der var heldigvis ingen mangel på ’op på hesten igen’-stemning, og Miss B. Haven lavede efterfølgende nogle af deres bedste album, heriblandt Suk & Stads fra ’94.
Hvad bandet ikke overlevede var guitaristen Anne Vig Skovens exit, efter hun besluttede sig for at læse til præst og stifte familie. Anne gik desværre bort i 2013 efter et kræftforløb. Titlen Endeløse Nat er navnet på en ny single, som Miss B. Haven er vendt tilbage med i anledningen af filmen, som er dedikeret til Anne.
Dokumentaren er rimelig konventionel og når langt, men ikke helt dybt nok til at blive oprigtigt gribende. Men musikken holder i den grad og man kan kun være taknemmelig for en anledning til at (gen)opleve den – og ikke mindst kvinderne bag. Torben Skjødt Jensen har dokumenteret et lille stykke dansk musikhistorie, som er simpelt, men alligevel eksistensberettiget og værd at se, hvis man kan lide rockmusik og kvinder med ben i næsen.
Kommentarer