Af Marius Sørensen
Debatten om LGBTQ-samfundet og transkønnethed raser på et voldsomt og ofte ubehageligt niveau. Det kan føles som en unik, kulturelt vestlig diskussion. Sjældent skænkes en tanke til debatten uden for vores kulturelle nærområde. Det tages næsten for givet, at forholdene for og diskursen omkring transpersoner i ikke-vestlige lande er langt værre end her. Men ofte kommer de viseste, mest sympatiske og dybfølte indspark netop fra lande, man ikke nødvendigvis skulle forvente. Sidste år fik den nigerianske film All the Colours in the World are Between Black and White, der fortalte rørende om en homoseksuel mand i Lagos, dansk premiere. Nu udkommer så en georgisk film, instrueret af Levan Akin, der farverigt og ømt skildrer transsamfundet i Istanbul
I En Kvinde i Istanbul følger vi den pensionerede lærer, Lia (Mzia Arabuli), der leder efter sin niece, Tekla, en transkvinde, der er forsvundet, måske fordrevet. Undervejs møder Lia drengen Achi (Lucas Kankava), der fortæller, at Tekla muligvis er flyttet til Istanbul. Sammen krydser de den tyrkisk-georgiske grænse og rejser til Istanbul for at finde Tekla. I Istanbul introduceres vi også til fortællinger om en hjemløs dreng, der hustler sig igennem tilværelsen i den store metropol, og Evrim (Deniz Dumanlı), en transkvinde og advokat, der kæmper for transpersoners rettigheder.
I filmens første halvdel er En Kvinde i Istanbul en slags road movie, der følger Lia og Achis rejse igennem Tyrkiet. Der er en hel del charme at finde, mens filmen udforsker forholdet mellem det umage par. Deres kommunikation – både internt med hinanden og eksternt med tyrkere, der ikke taler samme sprog som dem – er kilde til meget sød underholdning. Til gengæld er karaktertegningerne en kende endimensionelle. Lia er en alkoholiker, der søger efter en art tilgivelse fra sin niece, mens Achi er en fattig dreng, der håber på at finde en bedre tilværelse i Istanbul. Der er potentiale i det udgangspunkt, men filmen formår desværre aldrig rigtigt at udforske det tilstrækkeligt. I stedet faldes der tilbage på den klassiske fortælling om to umage partnere, der ikke kan sammen, men som alligevel måske finder ud af det.
Filmens højdepunkt er derimod advokaten Evrim. Det er igennem hende, at vi ser Istanbuls særegne transkønnede samfund. Vi introduceres for farverige karakterer og masser af hjertevarme i byens bordeller. Evrims egen fortælling er også charmerende. Hun opbygger et forhold til en taxachauffør, der kunne være taget ud af én af Hollywoods bedre romcoms, og især hendes forhold til Istanbuls lovhåndhævere er sjovt og interessant.
Men den emotionelle kerne i fortælling er Lias søgen efter sin forsvundne niece. Og desværre er denne del af filmen ikke bygget lige så stærkt som nogle af sidehistorierne. En Kvinde i Istanbul er en charmerende, sød og hyggelig film om transkønnethed i en del af verden, vi her i Danmark sjældent skænker en tanke i debatten, men alligevel risikerer den at blive mødt af et træk på skuldrene hos publikum.
Kommentarer