Af Benjamin Damon
Norsk film synes at være i sand guldalder, og det ville ikke være helt ved siden af at anse landets nuværende bølge af instruktører for Skandinaviens skarpeste. Tidligere i januar havde Oscarbuddet, Armand, premiere i danske biografer – instrueret af Ingmar Bergman og Liv Ullmanns barnebarn, Halfdan Ullmann Tøndel. Senere i år venter både anden og tredje installation i Dag Johan Haugeruds trilogi, Sex, Drømme, Kærlighed. Og minsandten om Joachim Trier ikke også udgiver sin Sentimental Value i 2025.
Nu spillefilmsdebuterer Lilja Ingolfsdottir med Elskling, der vandt både juryens særpris og prisen for bedste skuespillerinde på filmfestivalen i Karlovy Vary – og man kan roligt medregne debutanten i den gruppe nordmænd, man bør holde gevaldigt øje med fremover.
For Elskling er nær mageløs, kort sagt. Ingolfsdottir sætter hurtigt scenen: Maria (Helga Guren) er ikke længere sammen med sin første mand, som hun har to børn med. Det er svært for hende, for børnene vil hellere være sammen med deres far, og hun føler sig en anelse alene. Da Sigmund (Oddgeir Thune) træder ind til en fest, hun er til, er der dog ingen tvivl – ham må hun have. Og det får hun.
Et kort men effektivt sammenklip af glade dage og lykkelige stunder, afbrydes af en sort skærm. ”7 år senere,” står der. Man ved godt, hvad klokken er slået, allerede inden de næste billeder toner frem.
Vi har at gøre med et ægteskabeligt drama af allerhøjeste karat – finslebet ikke kun gennem Ingolfsdottirs mesterligt skrevne manuskript, men også af de dybt overbevisende skuespilpræstationer. Meget mere skal der ikke til for at gøre Elskling smerteligt gribende, og for mange vil filmen garanteret også være relaterbar i en grad, der kan gøre den særligt hård at komme igennem.
Filmens univers føles nemlig så ægte, så levet i, at det nærmest er som at se en observerende dokumentar. Det er mennesker, der taler og handler, som mennesker gør, når livet gør ondt, når kærligheden er vanskelig. I deres følelsers vold og dermed også svære at blive helt kloge på og forudsige. Vi kender dem aldrig bedre, end at man bliver både overrasket, skuffet og vred over nogle af de valg, som Maria og Sigmund træffer i deres forhold.
Hvorfor kan Sigmund dog ikke se, at det er ham, der er gal på den med urimelige krav til at få lov til at rejse bort i ugevis for at spille musik med sit band? Og hvorfor fanden beder han Maria om at gå til et ’vredehåndteringskursus’ – det er da ikke fair, efter alt hun har gjort for ham?
Sådan har man det i hvert fald i den første lange del af fortællingen. Sympatien ligger hos Maria. Men noget krakelerer så småt – den relativt glansbilledlige forestilling Maria har af sig selv (og dermed også den tilskueren har af hende) er måske alligevel lidt virkelighedsfjern. Efter et ubehageligt passivt-aggressivt besøg hos sin mor, ændrer noget sig i Maria. Har hun lige så meget andel i, at hun og Sigmund nu befinder sig i en indbyrdes krydsild?
Man kunne nemt drage paralleller til en film som Noah Baumbachs Marriage Story (2019), men det ville også være at gøre Elskling en bjørnetjeneste. For den er helt sin egen, dybt rodfæstet i Norge med sine indelukkede og svært definerbare karakterer, der hellere vil undgå konfliktoptrapningen, end at tage fat i problemernes rødder. Karakterer der ender med at være så stædige, at det bliver selvdestruktivt for dem.
Til sidst har Ingolfsdottir lidt svært ved at få rundet af og misser en oplagt mulighed for at slutte på en af filmens stærkeste scener. Det er dog en af få skønhedsfejl, og det er tydeligt, at vi har at gøre med en instruktør, der allerede skriver sig ind i det fremmeste felt af norske instruktører – med en gudsbenådet sans for at skildre menneskets uransalige veje.
Kommentarer