Af Josephine Zabeo-Persson
Har du allerede grædt til Love Actually (2003), grint til Home Alone (1990) og holdt vejret under Die Hard (1988) denne december? Så er det måske på tide at udvide repertoiret med sæsonens måske mest overraskende og innovative julefilm, islandske Echo.
Echo er instruktør Rúnar Rúnarsson tredje spillefilm, der tidligere med sine filmiske værker har vundet masser af priser og opmærksomhed på internationale filmfestivaller – kortfilmen The Last Farm (2004) var normineret til en Oscar og 2 Birds (2008) var udtaget i Cannes til at vinde den gyldne palme for kortfilm. Begge kan du med en hurtig søgning finde på det world wide web og er et kig værd i sin egen ret. Når vi nu har fået etableret Rúnarsson som en dygtig instruktør, kan vi vende tilbage til den anden stjerne i denne anmeldelse, Echo. Og hvilken stjerne det er.
I baggrunden brænder et hus, mens der i forgrunden udspiller sig en æggehandel mellem naboer. Dette er blot én af mange små fortællinger i Echo. Hver scene er sin helt egen størrelse uafhængig af forrige og efterfølgende scener – ingen eller intet går igen, når filmen klipper til et nyt sted med nye karakterer. Gennem statiske tableauer tages temperaturen på Island i juledagene. Fotograf Sophia Olsson har sammen med Rúnarsson skabt smukke og stramt komponerede billeder, der er mættede og fyldt med historier. Historier, der er større end blot deres få minutters individuelle skærmtid.
Rúnarssons fortællinger kan synes trivielle i deres isolation, men sættes de sammen får man mangfoldige og politisk sprængfarlige observationer om et samfunds dobbeltheder og uretfærdigheder. Fra supermarkedets ungarbejder, der smider store mængder af mad ud, til et par scener senere, at se køen til Røde Kors madbank fyldt med børnefamilier, der ikke har råd til mad i julen. Stikpillen er stor, ironien er tyk, men i en meget underspillet indpakning.
Echo er barsk i dens insisteren på at vise julens mørkere sider som ensomhed, familieskænderier og død. Men altid med en humoristisk eller finurlig distance. På kirkegården står tre generationer: Mormor, mor og søn. De skal ønske døde-morfar en glædelig jul. Mens mor distraheres af kirkegårdens skønhed set gennem hendes smartphones kameralinse, fortæller mormor sit lidt betuttede barnebarn, at de alle skal begraves her. Først hende, så hans mor og så ham selv til sidst. Scenen er møg morsom uden at have nogen jokes eller gags – kun sin stille, makabre absurditet.
Fra snebeklædte landskaber til dansende slagterimedarbejdere. Echo er en anderledes julefilm, som både har intet med jul at gøre og alt med jul at gøre. Det lyder måske diffust og artsy-fartsy. Men det skal det ikke, for Echo er en universel og sjov fortælling om et samfunds stille sind på godt og ondt.
Kommentarer