Af Helena Moustgaard
I åbningsscenen af Dream Scenario går Paul Matthews (Nicolas Cage) på triviel vis og river blade sammen i haven med teenagedatteren Sophie (Lily Bird) i nærheden. Det tager en surrealistisk drejning, da objekter pludselig falder ned fra himlen, og Sophie skrigende begynder at svæve væk omgivet af glasskårene fra et smadret terrassebord. Alt imens Paul bare står og observerer katastrofen passivt.
Paul er en karakter, som man sandsynligvis ikke ville lægge mærke til i den virkelige verden. Nick Cage giver en overbevisende præstation som den jævne, midaldrende mand med en skaldet isse og briller, som ler en anelse for højt af egne vittigheder. Som professor på et universitet, man aldrig har hørt om, underviser han i kunsten at blende ind i mængden. Indtil der sker noget mærkeligt. Paul begynder at dukke op i folks drømme.
Hans liv ændrer sig, da folk – fremmede som bekendte – begynder at se ham vandre gennem deres drømme. Uanset om de bliver angrebet af alligatorer, jagtet af mordere, er i ly for jordskælv eller rives op i himlen, så står Paul der og stirrer passivt på dem. Fænomenet går viralt, og Paul får en stjernestatus, som han udnytter til fulde.
Hans elever begynder endelig at være opmærksomme i klassen. Han får muligheden for at skrive en bog af en smart marketingstype (Michael Cera), der kalder ham for: “the most interesting person in the world – right now”. Han bliver endda mål for seksuel interesse, hvilket resulterer i en sexscene så tåkrummende, at man ville ønske, at det kun var en drøm. Og så, lige så pludseligt som det begyndte, ændrer folks drømme sig igen. Drømme-Paul går fra at være en ikke-truende person, der vandrer gennem folks drømme, til at blive skræmmende, ondsindet og morderisk. Og med det forvrænges offentlighedens syn på den ægte Paul også.
Drømmesekvenserne er skudt på samme måde som de vågne øjeblikke og skaber en slags spil, hvor man hele tiden tvivler på, om den pågældende scene er ægte eller ej. Drømmene i sig selv er uhyggeligt og mindeværdigt iscenesat med foruroligende zooms og kameraføring, ildevarslende lyde og blodige proteser, hvor tonen skifter fra mørk komedie til overbevisende gyser på et øjeblik.
På trods af den absurde historie føles Dream Scenario, som om den foregår i den virkelige verden. Filmen er bedst, når man blot observerer Pauls ulykkelige rejse fra idol til udstødt, der involverer sociale medier, offentlige udbrud og undskyldninger og et forværret forhold til hans børn og konen Janet (spillet fantastisk af Julianne Nicholson).
Forfatter og instruktør, norske Kristoffer Borgli, har tidligere vist interesse i at satirisere berømthedsnarcissisme og influencer-kultur. Borgli vakler dog, når samfundskritikken går fra at være et mere underliggende tema til at forvandle Dream Scenario til en direkte cancel culture-satire. Da filmen i sidste del afviger fra det langt mere interessante karakterstudie og i stedet målretter sig berømthedskultur, mister den noget af sin bidende humor i processen. Alligevel formår Borgli at skabe en mindeværdig oplevelse, der både overrasker og underholder.
Kommentarer