Af William Pilgaard-Jensen
Næsten seks år er der gået siden Doctor Strange sidst stod med sin egen solofilm. For at sætte det i perspektiv, har biograferne i den periode blandt andet lagt hus til en hel Spider-Man-trilogi og to Avengers-film. Og som det nok er mange bekendt, har jordens mægtigste helte haft travle dage på kontoret i løbet af den tid
Ligesom det efterhånden er tilfældet i mange andre udgivelser fra Marvel, kan man faktisk næppe med god vilje kalde Doctor Strange in the Multiverse of Madness for en “solofilm”, selvom hans navn trods alt står på plakaten. Det er ved at være sjældent, at man kun ser et enkelt kendt ansigt i Marvels film, og senest har Strange (Benedict Cumberbatch) jo selv hjulpet til i Spider-Man: No Way Home (2021).
Det er for længst feset ind, at superheltefilm nu om dage indgår i et univers med et utal af karakterer, som vokser sig større og større. Men selvom man skulle tro, at det var umuligt, er man nu gået skridtet videre og har åbnet døren til flere universer – jep, i flertal.
Netop Spider-Mans seneste bestræbelser har været med til at lægge fundamentet for konflikten i denne historie, hvor Strange står overfor en trussel, der spreder sig yderligere end blot hans eget univers. Det er en konflikt, som tvinger ham til at navigere mellem flere virkeligheder, hvilket blandt andet bringer ham i møde med alternative versioner af sig selv. I et håb om ekstern trolddomsassistance henvender han sig til kraftfulde Wanda Maximoff (Elizabeth Olsen) og er desuden igen akkompagneret af medmagikeren Wong (Benedict Wong).
Dirigentstokken er givet til Sam Raimi, som de fleste nok kender som manden bag 00’ernes spraglede Spider-Man-trilogi, og hans legesyge kreativitet går godt sammen med de magiske rammer, der her er i førersædet. Og det sæde kræver forresten sikkerhedssele, for CGI-effekterne er nemlig skruet op på det allerhøjeste. Man kan ikke forestille sig, at skuespillerne har stået foran meget andet end en green screen under filmens optagelser.
Grafikkens høje kvalitetsniveau giver anledning til et væld af imponerende sekvenser med færden imellem forskellige universer samt fantasifulde udvekslinger af magibesværgelser. Raimi har i flere scener også integreret forfriskende elementer af uhygge som et afgørende led i spændingen, hvilket ikke gør oplevelsen mindre underholdende.
Noget, der til gengæld fremstår knap så fantasifuldt, er dialogen, som lider under det samme problem, mange andre superheltefilm har døjet med i løbet af det sidste årti – nemlig malplacerede jokes. Alt for ofte forceres en kæk kommenter frem, som indbyder til øjenrul fremfor latter, og det distraherer fra den seriøsitet, som man må gå ud fra ellers skal markere sig i scenerne, hvor der for alvor er noget på spil.
Det medvirker også til, at slagets gang i filmen umiddelbart føles genkendelig, og man må gå tomhændet hjem, hvis man søger at blive blæst bagover i biografsædet. På trods af de dygtige skuespillere – især Elizabeth Olsens præstation er her værd at nævne – får man ikke meget emotionel vægt, som bryder med normerne for den formel, Marvel-filmene har brugt gang på gang.
Din indlevelse i Doctor Strange in the Multiverse of Madness afhænger kraftigt af, hvor på spektret du befinder dig mellem fanatisk Marvel-fan og gennemsnitlig biografgænger. Superheltefilm lever efterhånden af intertekstualitet, og forståelsen for vigtige dele af historien hviler i høj grad på ens kendskab til andre udgivelser i genren. Det gør Raimis nye film til en visuelt imponerende og underholdende biografoplevelse for dem, som er med på beatet eller i det mindste kan forholde sig til det. Og så må man lede efter den dybe tallerken et andet sted.
Kommentarer