Af Anna Lauritsen
Ud fra titlen på Sakaris Stórás færøske drama alene, kan man fristes til at tro, at man står overfor en episk storfilm om verdens undergang. Men lad ikke den grandiose titel snyde dig; Det sidste paradis på jord er en blid, introvert fortælling, der langsomt men sikkert kravler under huden på dig.
I en lille færøsk bygde befinder den stilfærdige unge mand Kári (Sámal H. Hansen) sig i et eksistentielt vadested. Fiskefabrikken, som han arbejder på, er lukningstruet, da robotter og lithium-udledning har indhentet tiden for disse små erhverv. Hertil er hans far pludselig taget til søs, hvilket efterlader Kári med ansvaret for sin umulige teenage-lillesøster Silja (Bjørg B. Egholm), der ligesom ham selv sørger over deres mors død. Og som om det ikke er nok, skal Káris crush Elin (Esther á Fjallinum) snart rejse til Frankrig for at studere.
Káris fiskekollega råder ham til at ”få et liv” – underforstået at det, han lever nu, er et slags pseudo-liv bestående af at anrette fisk på et bånd og spille tv-bingo alene om aftenen. Det er fuldstændig indforstået, at man som ung færing skal jage en lysere fremtid; rejse væk, få sig en uddannelse eller drage ud på det åbne hav. Som publikum undrer man sig ligeledes; hvad holder Kári tilbage?
Det skal forstås, at karakteren Kári er filmens fuldstændige omdrejningspunkt. Heldigvis er Sámal H. Hansens skuespil mere end rigeligt til at løfte denne opgave. Han overbeviser fuldstændig som melankolsk romantiker, og sjældent har et ansigt egnet sig så godt til close-ups. Hans mimik alene afslører både dyb sorg og styrke, og man kan øjeblikkeligt aflæse, hvem han taler med. Det er en decideret fornøjelse at iagttage.
Kári er en mand uden store armbevægelser, og man skal et godt stykke ind i anden akt, før man ser så meget som et smil på hans læber. Disse små sprækker i hans kølige facade slås stort set kun i scenerne med Elin, hvilket gør dem til nogen af filmens absolutte højdepunkter. I glimt ser man hans parader falde, og med flakkende blik og Sámal H. Hansens evne til at rødme på kommando skabes der en rørende simpel romantik. I et så lavmælt samfund føles ordene ”jeg har tænkt på dig” som den mest hengivende kærlighedserklæring nogensinde.
Generelt udgør Det sidste paradis på jord et anderledes og klædeligt trøstesløst take på en coming-of-age-historie. Det er forfriskende at se en filmskaber have modet til – og lykkes med – en så underspillet stil. Musikken er sparsom, karakterenes indbyrdes relationer udpensles ikke, og ingen taler sådan rigtigt sammen. Selv da den obligatoriske festscene opstår, bruges denne ikke som en letkøbt mulighed for at lade Kári skeje ud en sjælden gang. I stedet ender hans aften på taget med Elin, hvor de uden ord betragter endnu et bjergtagende landskab, som filmens fotograf Virginie Surdej smukt indfanger.
Filmens gråvejr vil sætte nogle tilskueres tålmodighed på prøve, og Sakaris Stórá sælger ikke just Færøerne som et sted, man ville ønske at vokse op. Alligevel lykkes filmen imponerende godt med at lulle sit publikum ind i det lille fiskersamfund i forandring, og især grundet en blændende hovedrollepræstation fra Sámal H. Hansen må man ikke snyde sig selv for denne charmerende fortælling.
Kommentarer