Af Lasse Borch Frisendal
Der har inden for de sidste par år været en del snak om en vis renæssance inden for animationsfilm. Dette kom især frem efter filmen Spider-Man: Into the Spiderverse (2018), der gennem sin blanding af traditionel 2D og 3D animation, startede en stilistisk bølge, der pludselig gav studierne mere frihed i deres udtryk. Denne nyfundne åbenhed inden for animation har Dreamworks udforsket en smule i film som Puss in Boots: The Last Wish (2022), men med deres nyeste film, Den vilde robot, har studiet skubbet sig selv i en smuk ny æstetisk retning, som ifølge instruktøren Chris Sanders er inspireret af både Claude Monet og Hayao Miyazaki.
I Den vilde robot, som er baseret på Peter Browns bestseller af samme navn, møder vi robotten Roz (Maria Lucia Heiberg Rosenberg), der efter en mislykket levering er strandet på en ubeboet ø fyldt med vilde og til tider farlige dyr. Trods faren og Roz’ egen ensomhed, forsøger hun alligevel at følge sin programmering: hjælp alle der har brug for hjælp. Dette bliver hurtigt kompliceret, da den ellers følelsesløse robot pludseligt skal påtage sig en moderrolle for den nyklækkede gæsling Blanknæb (Bertil Karlshøj Smith), og lære den at flyve inden den hårde vinter rammer.
Selve plottet i Den vilde robot virker måske en anelse simpelt. For eksempel er en god del af Blanknæbs historie stort set en genfortælling den grimme ælling, men denne enkelhed er ikke ensbetydende med en kedelig eller forudsigelig film. For filmen formår at holde ens fulde opmærksomhed gennem dens simple, men effektive dialog med en knivskarp humor, der til tider er overraskende mørk for en familiefilm.
Men selvom filmens manuskript er solidt, er det langt fra dens stærkeste element. For Sanders formår nemlig at skabe et visuelt filmsprog gennem animation så smuk, at hver frame bør hænges op i et museum. Stort set alle filmens bedste øjeblikke sker gennem skøn, farverig og udtryksfuld animation, der både imponerer på et æstetisk og et narrativt niveau som eksempelvis i scenen, hvor Roz møder Blanknæb for første gang. I denne scene oplever vi gennem visse stilistiske træk filmens hjerte illustreret på en måde helt unik for animationsmediet, der med begrænset dialog formår at gøre hele publikum klar til en god tåretur.
Scener som denne er der utallige mængder af i Den vilde robot, hvilket på en måde også er filmens største svaghed. Den rykker nemlig alt for hurtig. Det sker flere gange i filmen, at man gøres målløs og klar til at græde, men så rykker den med det samme til en anden indstilling, inden man helt kan nå at føle den forrige sekvens’ skønhed. Filmens spilletid på 101 minutter er simpelthen ikke nok til at sætte fuld pris på alt det, den tydeligvis har på hjerte.
På trods af dette er Den vilde robot en utrolig film, som er både rørende, dybt underholdende og et fantastisk eksempel på det, animation som medium kan gøre. For det er ofte sagt, at filmskabere bør behandle hver frame som et maleri. Og i Den vilde robot, gennem dens imponerende detaljer, legende kompositioner og tydelig inspiration fra kunstnere som Monet, føles det som at gå igennem et narrativt kunstgalleri.
Kommentarer