Af Jacob Pedersen
Fortællingen om en af 1800-tallets store kvindelige skikkelser, nemlig Barbe-Nicole (Haley Bennet), lægger op til et stærkt portræt af en kvindes revolutionerende arbejde, vilje og styrke i champagneproduktionen, men bliver i stedet alt andet end.
Da Francois Clicqouts (Tom Sturridge) kamp mod sin indre djævle gør ham til enkemager, står konen Nicole nu tilbage med en stor sorg og en urentabel vinproduktion. Hendes kærlighed til sin bortgåede mand, er lige så passioneret, som hendes kærlighed til vinstokkene på deres hektar-store land i Champagnedistriktet. Beslutsomt og stædigt vil hun fortsætte vinproduktionen, der har lidt under Francois’ tidligere eksperimenter og dårlige årgange. Modvilligt giver Francois’ far; Philippe Clicqout (Ben Miles), Nicole tilladelse til at fortsætte en årgang mere.
Historien klipper skurrende tilbage i tiden for at beskrive Francois’ og Nicoles forhold. Imens forholdet var intimt og dybtfølt, så bragte den excentriske Francois’ humørsvingninger en del polemik ind i deres relation. Nicole og Francois nød sine bedste tider og minder i vinmarkerne, hvorfor filmen gør en dyd ud af at sidestille ægteparrets kærlighed i markerne med Nicoles kærlighed til vinstokkene, som en forbindelse til det posthumane.
Det virker dog selvmodsigende i et feministisk funderet værk og portræt, at kærligheden til champagnekunsten er funderet i en sorgbearbejdelse, frem for en egentlig kærlighed til håndværket og kunsten. Tillige er den 90 minutter lange spilletid, simpelthen for kort til at beskrive det ønskede kærlighedsforhold detaljeret og portrætterer den stålfaste kvinde parallelt.
Denne prioritering af spilletid sætter sine dybe spor i filmens helhed, som er fuldstændig overfladisk og følelseskold. Imens historien, karaktererne, og dramaet alt sammen er i orden og et eller andet sted dragende, er det abrupt splittet og uplejet, som en plante man forventer en stor opblomstring af, uden at vande den.
De genialiteter Madame Clicqout Ponsardin (Barbe-Nicole) huskes for, bliver kortvarigt forbigået og er særdeles underrepræsenterede i en film, der synes at hylde hendes væsen. Det mest problematiske er, at man sagtens kan portrættere entreprenanten og den tidlige forretningskvinde, uden at hun skulle smide tøjet, men selvfølgelig skulle hun også det…
Imens scenerne er velkonstruerede og -producerede, som filmen generelt er i helhed, så er den emotionelle kerne en by i Rusland. Instruktøren Thomas Napper har tidligere været indspilningsleder på 12 af, Joe Wrights (Pride and Prejudice 2005, Atonement 2007, Darkest Hour 2017) film og netop Wright er også Producer på filmen. Wright er en stor profil i periode-dramaernes katalog (med fornævnte titler kan det godt argumenteres), og derfor kunne man undre sig over den ligegyldige emotionelle kerne i filmen, eftersom de to har samarbejdet i de helt store tårevridere.
Samlet set er Den Gule Enke en skuffende film, der havde potentialet til at portrættere en markant skikkelse og gå dybt og idyllisk ned i vinproduktionen og alle dets facetter. I stedet bliver publikum efterladt med samlestykkerne til et muligt gribende værk og en feministisk fejltolkning. Et ærgerligt resultat på så forunderlig en historie.
Kommentarer