Af Jacob Pedersen
Ole Christian Madsen instruerer for fuldt skrald i Den Grænseløse, hvis indhop i Afdeling Q-serien vil blive husket som en stilfuld dansk genrefilm på bekostning af sin egen troværdighed, der bevæger sig parallelt med sagens kultagtige natur.
Afdeling Q-atmosfæren føles periferisk, da filmen primært foregår på Bornholm og uden for politiets normale varetægt. Dette skyldes en uadresseret, inkompetent leder, hvis eneste funktion i filmen er at sætte en stopper for Carl Mørcks virke. Hvorfor dette er Politi Direktør Henrik Baks (Søren Malling) eneste mission synes latterligt urealistisk og fordummende.
Rose (Sofie Torp) indleder denne Bornholmske rendezvous med gåpåmod og en glimrende ærgerrighed. Sofie Torp er sprudlende i rollen, og overbevisende bedrager hun ene og alene publikum.
Fortællingen på Bornholm udvikler sig i mærkværdigt mange retninger, bl.a. ses Rasmus Bjerg som en virkelighedsforladt og fejlslagen provokatørkunstner, hvis sidehistorie tager utilfredsstillende meget opmærksomhed fra filmens (sagens) fortælling og opklaring.
De mere menneskelige, realistiske og troværdige retninger i den Bornholmske krimi-affære bliver desværre kun berørt overfladisk. Vi må nøjes med enkelte scener, bl.a. på havnen, hvor en alkoholiseret øbo har base.
Netop på denne havn udstråler Madsen høj klasse i sin instruktion med spændings- og stemningsopbygning samt overfalds-scener, hvis råhed kan sammenlignes med dem i Zodiac (2007). Her bliver publikum indlagret med en uhygge, der desværre ikke bliver fulgt op på.
Filmen viger efterfølgende væk fra realbundne scenarier og drager i stedet mod en katastrofalt karikeret kult med frontpersonerne – søskendeparret Atu (Joachim Fjelstrup) og Pirjo (Hedda Stiernstedt). Kulten dyrker solen, lyset og energien.
Om det er en ren parodi, der skal lege med Sol over Gudhjem vides ikke, men kulten synes besynderligt malplaceret i Afdeling Q’s univers, som ellers ikke har noget imod at udfordre publikum.
Kulten var for stor en kamel at sluge og ødelægger til dels filmens univers og troværdighed, hvor konsekvenserne synes reelle. Med det sagt er filmens 2 timer lange spilletid lang nok til både at have en god og dårlig side.
Filmen prydes med et ekspressivt og indlevelsesrigt produktionsdesign, der trækker tråde tilbage til den moderne thriller/krimis gudfar Seven (1995). Op til flere gange bliver der virtuost leget med billede, klipning og lyd, der effektivt fremkalder hårrejsende stemninger.
Den Grænseløse fortælling udmundes først i det absolutte klimaks, hvilket giver en spændende og opmærksom førstegangsvisning. Desværre er sagens udredelses ret vag, hvilket kan hæmme det potentielle gensyn med filmen.
Endegyldigt synes Ole Christian Madsen og Den Grænseløse at være et decideret mismatch, hvor de ellers fantastiske stemningsfyldte scener bliver negligeret eller demonteret af den utroværdige sol-kult.
Et værk, der kunne være på grænsen til en tidsløs stemningsaffære og frisk indspark i dansk krimi, ender med at hæmmes af oprindelsesmaterialet. En film der bestemt fortjener at blive set på det store lærred, men om den holder hjemme i stuen, vil tiden vise.
Kommentarer