Af Alexander Bendtsen
Dette års Berlinale-filmfestival så adskillige biografer i den tyske hovedstad gå sammen om at skabe et omfattende, varieret filmprogram med alt, hvad hjertet kunne begære. Noget jeg fik smag for under begivenheden, der i år fandt sted fra 16.-26. februar.
Når man først klarede den relativt stejle læringskurve, som festivalens online-bestilling viste sig at være, kunne man derfra vælge mellem et hav af spændende visninger.
Biografsalene varierede fra små intime lokaler til kolossale haller. Ligeledes rummede selve filmudvalget alt fra nye eksperimenterende auteur-projekter til publikumsvenlige klassikere.
Selv mærkede jeg især variationen i programmet, da valget en eftermiddag stod mellem to ekstreme modpoler: Samtidig med at den mellemstore biograf Cubix ved Alexanderplatz viste den ikoniske Bill Murray-komedie Groundhog Day (1993), blev body horror-prinsen (far David er kongen) Brandon Cronenbergs spritnye film, Infinity Pool, vist i den enorme Verti Music Hall med plads til mere end 2000 tilskuere.
Mens stort set samtlige af mine kolleger tog til den eksperimentelle gyser i den kæmpe arena, valgte jeg at tage ind for at se den gamle Harold Ramis-instruerede film. Det blev en formidabelt hyggelig eftermiddag med en fantastisk komedieklassiker, præsenteret af den tyske instruktør Nora Fingscheidt, der kaldte filmen for den definitive coming of age-fortælling.
Fingscheidt vandt selv ’Alfred Bauer’-prisen (der tildeles for at bringe nye perspektiver til moderne filmkunst) ved Berlinalen i 2019 for filmen Systemsprenger (2019).
Groundhog Day-visningen var en del af festivalens Retrospective-serie, hvor prisvindere fra tidligere Berlinale-festivaler udvælger og præsenterer deres favoritfilm under forskellige temaer.
Det er en fornøjelig del af Berlinalen, der varmt kan anbefales. Især for dem, der overvejer at tage til en filmfestival, men godt kunne tænke sig noget afveksling undervejs fra de mere uortodokse filmoplevelser, der normalt tager centrum i mange af de store filmfestivaler.
Vil man derimod til filmfestival for udelukkende at opdage nye lovende filmskabere gennem uafhængigt producerede kunstfilm, er det også en af Berlinalens klare styrker.
Konkurrencerne for festivalens årlige priser (heriblandt årets film) er fyldt med nye instruktørnavne med unikke fortællinger fra alle verdens hjørner.
Det ville dog næsten være for meget af det gode, hvis alle de unge og forholdsvis uerfarne filmskabere i konkurrencerne alle ramte plet og der slet ikke var nogle skuffelser imellem. Derfor var der også et par stinkere på årets Berlinale.
Det var bla. tilfældet med visningen af det nye franske krimidrama, Les Gang Des Bois Du Temple (Rabah Ameur-Zaïmeche, 2023), der gerne ville levere en stilistisk force majeure, men snarere leverede en mindre dramaturgisk katastrofe.
Når alt til gengæld går op i en højere enhed for en film i hovedkonkurrencen, kan man støde på filmkunst i absolut verdensklasse.
Årets største filmoplevelse hidtil for mit vedkommende var netop at finde i festivalens hovedkonkurrence. Et mexicansk drama (med støtte fra bl.a. danske Paloma Productions) under titlen Tótem, der, med sin portrættering af en familiefødselsdag for en kræftramt mand, fortæller en af de finest konstruerede og mest følelsesvækkende historier, jeg endnu har set på det store lærred.
Hvis det, i stedet for bl.a. Kristen Stewart, var Ordets skribenter, der havde siddet i spidsen for årets jury, havde Tótem nok ligget lunt i svinget til en guldbjørn.
Den pris er dog gået til den franske dokumentarfilm Sur I’Adamant om unik psykiatrisk behandling i netop Frankrig, som undertegnede, desværre ikke nåede at se. Vi kan i stedet glæde os over, at den mexicanske filmperle er købt hjem af Camera Film til distribution. Det betyder at filmen kan forvente en dansk biografpremiere på et tidspunkt, formentlig i år.
Ordets chefredaktør, Benjamin Damon, uddyber nærmere, hvorfor Tótem er så fantastisk i vores artikel om de filmiske højdepunkter på årets Berlinale.
Haus der Berliner Festspiele, biografen der viste Tótem, var desuden endnu et testamente til variationen i årets program. Og et endnu stærkere testamente til den fejring af film som festivalen er.
Biografen, der kun har én sal (en spektakulær en af slagsen, med en stor buet balkon, der elegant snor sig om de mere traditionelle pladser foran lærredet) viste senere på dagen både spansk, tysk og kinesisk drama. Sidstnævnte var Jian Lius animationsfilm, Art College 1994, der tryllebandt publikum med en forrygende visuel præsentation men også splittede folk med en filosofisk anlagt fortælling, der i længden blev for gentagende.
Biografen rundede dagens program af med en visning af action-klassikeren Raiders of The Lost Ark (1981) til ære for filmens instruktør, legenden Steven Spielberg, der modtog årets Berlinale-ærespris.
De grådkvalte, lamslåede tilskuere fra formiddagens Tótem-visning var skiftet ud med glade, nostalgiske Indiana Jones-fans (endda en enkelt herre i fuld Indie-udklædning), der var samlet for at fejre en af filmmediets største giganter.
Med en plads på balkonens absolutte midte, blev jeg blæst bagover, da John Williams’ ikoniske musikalske score buldrede mod mig fra alle sider, mens Harrison Ford, med nød og næppe, kæmpede sig igennem et hav af nazister på skærmen foran mig.
Det var en formidabel filmoplevelse, der, stablet oven på alle de andre store øjeblikke på den 73. udgave af Berlinalen, slog festivalens vigtigste pointe hjem: At filmmediet er en smuk, nuanceret og decideret sprudlende kunstplatform, der i den grad er værd at fejre.
Kommentarer