Af Josephine Zabeo-Persson
Tre unge mænd kigger længselsfuldt på skroget af en rød Mercedes cabriolet. Sammen drømmer de om at købe den, sætte den i stand og køre til Barcelona. Det er 80’erne i Rom, og fire teenagere navigerer venskab, kærlighed og forældre. Livet er forholdsvis problemfrit og verden ligger for fødderne af Giulio (Francesco Centorame, senere Pierfrancesco Favino), Paolo (Andrea Pittorino, senere Kim Rossi Stuart), Riccardo (Matteo De Buono, senere Claudio Santamaria) og Gemma (Alma Noce, senere Micaela Ramazzotti). Men virkeligheden rammer, og over de næste 40 år følger vi de fire venner, når venskabet er i opbrud.
Med et soundtrack, der blander nostalgisk pop med klassisk stryger-underlægningsmusik, vil De smukkeste år bevæge sit publikum. En coverversion af Simple Minds’ Don’t You (Forget About Me) spiller til Riccardos bryllup. Under træer og i seneftermiddagens gyldne lys danser gommen, Giulio og Paolo til lyden af deres ungdom. Humøret er højt, men dramaet ikke langt væk for Giulio udveksler forbudte blikke med Paolos kæreste Gemma.
Instruktør Gabriele Muccino er, med film som Jagten på lykke (2006) bag sig, en mester i drama. Og der er sørme også dømt drama for alle pengene i De smukkeste år. Muccino har skabt en film, der står ved og omfavner de store følelser. Der er utroskab, hjertesorger, fortvivlelse og svigt – hvilket modvægtes med en stor portion kærlighed og venskab. Og i disse tider, hvor kys og kram er bandlyst og afstand er gud, så føles det nærmest ulovligt med alle de italienske kindkys.
De smukkeste år er først og fremmest en fortælling om et fyrre-år-langt venskab, men også en fortælling om Italien. Giulio bliver personificeringen af Italiens giftige bureaukrati, da han som topadvokat forsvarer onde kriminelle. Riccardo fungerer som modpolen i form af den evigt arbejdsløse kulturjournalist, der knapt har råd til at forsørge familien. For ligesom filmens protagonister, så er Italien kontrasternes land.
Filmens absolut største styrke er dens visuelle side. Gennem smukke overgange, glidende kamerabevægelser og varme farver, rodfæstes dramaet i smalle, brostensklædte romerske gader. Og på ægte Fellini-manér er vi endda en tur i Trevi-fontænen. Er du, som jeg, i Italiensunderskud grundet pandemi og Udenrigsministeriets rejsevejledninger, så er De smukkeste år altså et skønt skud italienskhed, der kan lindre udlængslen for en stund.
De smukkeste år er gedigent drama om venskab, kærlighed og, ikke mindst, Italien.
Kommentarer