Af Lasse Borch Frisendal
Danmark er et lille og forholdsvist roligt land. For det meste. Vi har ikke de helt store action blockbusters om røveri og kriminalitet, som vi ser det i film fra USA. Det er også sjældent, at vi har nogle af de helt vilde true-crime sager og røverier at basere vores film på, som de har derovre. Dog er der en undtagelse. Og det er denne undtagelse, som Frederik Louis Hviid’s nyeste action-thriller De Lydløse er baseret på.
For i 2008, mens finanskrisen begyndte at rase over hele verden, blev der i samme år begået det største røveri på dansk jord nogensinde. Røveriet var velplanlagt og professionelt udført. Gerningsmændene endte med at slippe af sted med 70 millioner kroner, hvoraf kun en lille del er blevet fundet. I filmen møder vi Kasper (Gustav Giese), en ambitiøs, men fejlende bokser, der, efter problemer med netop sin kampsportskarriere, indgår en aftale med den intimiderende Slimani (Reda Kateb) om at planlægge det nu famøse røveri på Dansk Værdihåndtering.
De Lydløse fanger én fra den allerførste scene. Scenen fremstiller et mislykket røveri og fungerer som den første af mange intense og gribende one-take sekvenser, som Frederik Louis Hviid implementerer gennem filmen til stor effekt. Der er eksempelvis en biljagt scene senere i filmen, der foregår under en storm. Den er så spændende og visuelt slående, at man ender med ikke at kunne sidde længere ude på kanten af sædet, uden at falde på gulvet.
Dog bør det siges, at til trods for dybt engagerende og velinstruerede sekvenser føles filmen til tider langsom. I en film, der virker som den gerne vil være en sprintende spændingsfilm, er det ærgerligt, at især første akt føles kravlende. Og denne langsommelighed bliver samtidig heller ikke benyttet til noget, som for eksempel at give os en grund til at blive investeret i andre karakterer end Kasper.
Men man bliver til gengæld vældig investeret i Kasper. Gennem hans mange nuttede interaktioner med sin familie og en stærk præstation af Gustav Giese, som samtidig føles charmerende og delvist forstyrrende, er det umuligt ikke at føle for og forstå karakteren. Derudover er karakterens mindreværdskompleks og behov for at være den bedste til bare et eller andet veludført og dybt interessant. Og hans ellers velmenende familie spiller også en rolle i komplekset, der gør ham kriminel.
Men Kaspers stærke karakterfremstilling gør bare kontrasten mellem ham og de andre karakterer så meget større. Reda Kateb’s karakter, Slimani, er den eneste udover Kasper, som har en scene, der er interessant og værd at bruge tid på. I scenen truer han på grusom vis sin kæreste, hvilket effektivt illustrerer, hvor farlig og skræmmende han faktisk er. Men det er de færreste sidekarakterer, der er mindeværdige. De føles til tider som knastørre papfigurer, der bare er i filmen, fordi de skulle genskabe i virkeligheden.
Denne manglende samhørighed blandt alle karakterer gør desværre også at det store røveri, filmen er baseret på, føles en anelse flad på nogle punkter. Det er især ærgerligt når den sekvens ellers bør føles som at se en ballon blive pustet helt til punktet, hvor den sprænger.
De Lydløse har virkelig meget godt kørende for sig, men man ender med en følelse af, at den ikke får udnyttet sit potentiale fuldt ud. Den er tydeligvis lavet med grundig undersøgelse og nøje overvejelser. Den har en fantastisk sans for gribende action og karakterarbejde gennem dens hovedkarakter. Alligevel når den desværre aldrig helt de storslåede højder, man kunne ønske sig, når filmen jo handler om det største kup på dansk jord nogensinde.
Kommentarer