DAHOMEY: Dokumentar dissekerer tilbagelevering af koloniskatte

Af Marius Sørensen

For snart et år siden havde Mati Diops Dahomey premiere på filmfestivalen Berlinalen og gik derfra med den største pris af dem alle; Guldbjørnen. Diop, hvis foregående og første film, Atlantique (2019) vandt juryens Grand Prix ved den prestigefyldte Cannes-festival, er hurtigt blevet ét af Frankrigs helt store filmnavne. Selvom hun hidtil kun har instrueret to film, begynder man at kunne tegne sig et billede af hendes typiske tematikker. Både Dahomey og Atlantique sætter et fokus på forholdet mellem Afrika og Europa – på hver sin måde.

Dahomey vender Diop øjet mod Frankrigs historie som kolonimagt eller rettere sagt mod ofrene for denne historie. Filmen omhandler tilbageleveringen af 26 artefakter fra kongeriget Dahomey – stjålet af franske kolonialister – til Benin, nutidens Dahomey. Den fungerer som en art hybriddokumentar. En del af filmen er sansende, lyrisk og eksperimenterende, mens en anden er politisk, diskuterende og borende. 

Det afspejles også i dens struktur; filmens første del er primært set fra statuernes øjne – skørt som det lyder. Diop besjæler statuerne, og vi får adgang til deres indre liv. Med brummende og dybe stemmer taler de til publikum om deres følelser og tanker om at vende hjem til Afrika. 

Filmens anden del tager en drejning mod en mere traditionel stil. Her følger Diops kamera en forsamling af unge beninere, der diskuterer modtagelsen af statuerne. Der vendes spørgsmål som: er Frankrigs gestus ved at tilbagelevere statuerne oprigtig? Bør man være taknemmelig for at have modtaget de 26 statuer, eller bør man kræve mere? Og hvordan (gen)finder man en tabt national identitet? Som tilskuer sidder man med en fornemmelse af, at man overværer uddrivelsen af kolonitidens undertrykkelse i realtid. Det er i disse øjeblikke, at filmen er stærkest.

Til gengæld besidder filmens første del ikke den samme slagkraft. Selvom besjælingen af statuerne er et spændende greb, formår filmens lyriske side ikke at være nær så effektiv som filmens anden halvdel. Dahomey er med dens spilletid på 68 minutter også en relativ kort affære. Om end filmen bestemt gør indtryk i løbet af dens korte spilletid, kan man ikke lade være med at føle, at der er mere kød på benet.

Dahomey kommer i kølvandet på en række sager om tilbagelevering af museumsgenstande fra europæiske kolonimagter til de koloniserede lande. Grækenland og Egypten kræver genstande leveret tilbage fra British Museum i London, mens Belgien tilbyder sine tidligere kolonier tilbagelevering. Alligevel ville man tage fejl, hvis man tænkte, at Dahomey er en film for eller om europæere.

Filmen er en politisk meditation for de koloniserede landes befolkninger. En filmatisering af deres søgen efter en stjålen identitet og en diskussion om, hvilken vej deres fremtid skal gå.

Kommentarer