Af Anna Lauritsen
”There’s a horse in your house! I ain’t staying here.” Følelsen af kulturel kollision mærkes fra de første minutter af Concrete Cowboy, og titlen illustrerer fint det umage sammenstød, som er Wild West møder Inner City Philadelphia. Collin (Caleb McLaughlin) fra Detroit skal bo hos sin far Harp (Idris Elba) en sommer, hvilket bliver et smugkig ind i en unik subkultur af afroamerikanske cowboys, som rider rundt i Philadelphias gader med alt hvad der hører sig til af Stetsons, sporer og cowboy mentality.
Collin er dog langt fra den eneste, der får sig en øjenåbner. Fletcher Street Urban Riding Club er en virkelig organisation, som sandsynligvis er ukendt for de fleste. Den er del af en mere end hundrede år gammel tradition af urban cowboys i Pennsylvania, og det fremgår tydeligt, at organisationen fungerer som et opholdssted for unge med problemer. De har et sted at høre til blandt deres ligesindede cowboys, som omvendt også har brug for dem. Idéen med at lade et coming of age-drama udspille sig her er genialt tænkt. Desværre er konceptet langt bedre end udførelsen.
De første 10 minutter af Concrete Cowboy er enormt stærke og giver oplagte associationer til Moonlight (2016). Med sit tøj i en sort affaldssæk efterlades Collin på gaden af sin mor, og det gøres klart, at historien handler mere om ham end om cowboys. Desværre peaker filmen også efter selv samme 10 minutter; herfra ved man præcist, hvor plottet vil hen, og forudsigeligheden er et af filmens største problemer.
Concrete Cowboy har desuden store pacing-vanskeligheder og lider af en ofte springende og inkonsistent plotlinje, hvilket desværre går ud over tilskuerens forbindelse til karaktererne. Første dag i byen støder Collin tilfældigt ind i den småkriminelle Smush (Jharrel Jerome) – en bekendt han ikke har set i 10 år. Efter blot to minutters samtale konstaterer Smush, at han er ”all the family you’re [Collin] gonna need”… Derudover har man indtryk af, at Collin aldrig har rørt en hest før – men efter at have skovlet hestepærer én enkelt eftermiddag, kan han tale flydende heste-lingo. Det virker simpelthen for usandsynligt, til at man køber ind på idéen.
På trods af at filmen føles en anelse for lang, og at man fra start ved præcis, hvor historien vil ende, er det stadig en fornøjelse af iagttage kemien mellem både skuespillere og non-actors, og ikke mindst at overvære McLaughlin fuldstændig stjæle showet. Han er filmens klare højdepunkt, og alle de bedste scener drejer sig om hans rejse og selverkendelse. Lorraine Toussaint og Jharrel Jerome er også begge virkelig overbevisende, og Idris Elba er sympatisk som altid, trods hans overraskende korte skærmtid. Den største overraskelse er dog de ægte Fletcher Street cowboys, som let kunne ride lige ind i Hollywood efter disse imponerende præstationer.
Fortællingen om Fletcher Street Stables er tydeligvis et passionsprojekt for instruktør Ricky Staub, og filmen er skabt med masser af kærlighed til organisationen og dens medlemmer. Dog er det denne virkelige historie man drages af – ikke af en decideret velskabt film. De spændende temaer om gentrificering, Hollywoods hvidvaskning af western-genren (“that’s some Hollywood John Wayne bullshit!”) og paralleller mellem fællesskaber i the Wild West og downtown Philadelphia anno 2020 vidner om potentialet, som lurer akkurat under overfladen. Desværre når man ikke under huden på hverken Cole eller dem omkring ham, og den samlede oplevelse er letfordøjelig og hurtigt glemt. Mange subplots udforskes ikke tilstrækkeligt, og man savner mere af Harps baghistorie og forhold til sin søn. Generelt ville mere hest og mindre drug dealer-sideplot have hjulpet gevaldigt.
Hvad Concrete Cowboy mangler i emotionel investering og karakterudvikling, leverer den i sublime performances, og Caleb McLaughlin er en perfekt underspillet stjerne, man absolut skal holde øje med.
Kommentarer