Anmeldelse
COLD HAWAII: Bølgegang i parforholdet

Af Nanna Schmidt Nordestgaard

”Hvad er det?”, ”Det er min pik, der heiler.” Det var helt sikkert ikke en sætning, jeg havde regnet med at høre (og måske ikke en, jeg behøver at høre igen), men det er ikke desto mindre en replik i komedieserien Cold Hawaii.

Aske Bang og Allan Hyde giver et humoristisk perspektiv på moderne (par)forhold, hvor fire menneskers interne relationer bliver sat under pres af orgasme-præstationsangst, fortrydelsespiller og partnerbytte.

Bjørn (Aske Bang) og Karla (Marie Tourell Søderberg) er et etableret par, hvor sex foregår efter ægløsningsapp og med det formål at blive gravide. Det er sådan set fint nok for Bjørn, indtil hans barndomsven Mads-Emil (Allan Hyde) kommer på besøg i sommerhuset med sin nye kæreste Simone (Maria Boda). Simone og Mads-Emil er nyforelskede og boller snart sagt alle steder. Det skaber bølgegang mellem Karla og Bjørn, så Bjørn foreslår et partnerbytte. Derfra går det komisk galt for de fire venner på alle tænkelige måder.

Det, der fungerer for de mange seksuelle og/eller romantiske forviklinger i Cold Hawaii, er, at Aske Bang og Allan Hyde, der både skriver, instruerer og spiller, har givet alle fire karakterer en bevæggrund og en forhistorie, som man tror på.

Uden at være et studie i mennesket psyke er man som seer med på, hvornår forholdene kommer ud på dybt vand og ikke mindst hvorfor. Duoen har formået at få meget ud af en relativ simpel historie om Bjørns usikkerhed over sin seksuelle præstation overfor Karla, der bliver til en meget større undersøgelse af, hvad det gode forhold indeholder i dag, når man er i slut 20erne.

Og så kæmpe respekt for måden forholdet mellem Mads-Emil og Bjørn er skildret. Der er virkelig oprigtig kærlighed mellem dem, uden at det bliver corny, klichefyldt eller en gimmick, hvor der gøres grin med deres bromance. De er bare to gode venner, der har været igennem meget. Generelt er der virkelig meget kærlighed mellem karaktererne: Jeg tror, der bliver sagt ”er du okay?” sådan cirka 3 gange i hvert af de 8 afsnit af 25 minutters varighed.

Det er forfriskende at se en serie fuld af mennesker, der vil hinanden det bedste, men som alligevel snubler i deres egne gode intentioner. Cold Hawaii er ikke revolutionerende seriekunst, men en solid fortælling og fin karaktertegning.  Et humoristisk og kærligt blik på parforhold i dag.

Kommentarer