Af Alma Wibeck Senderovitz
Miss Novak (Mia Wasikowska) er ny ernæringslærer på en international kostskole. Med sit koncept ‘conscious eating’ skal hun hjælpe eleverne med at spise bedre og med omtanke. De skal spise bedre for miljøets skyld, undgå madspild og opnå selvkontrol. Det bliver dog hurtigt klart, at hendes mål er at få børnene til at spise mindre – næsten slet ikke spise. Hun mener, at ‘conscious eating’ både renser kroppen og får mennesket til at leve længere. Hurtigt bliver Miss Novak ikke kun en lærer, men også en form for moderfigur og leder for børnene.
Club Zero forsøger, ret åbenlyst, at kommentere på emner som spiseforstyrrelser, overforbrug og manipulation. Det er en satire, hvor idéerne bag filmen er interessante, men hvor Jessica Hausner ikke formår at skabe et klart fokus. Der er simpelthen for mange bolde i luften, og vi ender med en halvfærdig metafor for ellers ret vigtige emner.
Hausner langer ud efter mange ting, men hvem hun egentlig kritiserer er uklart. Der er de unges tomme aktivisme og “woke” sprog, men også forældrenes manglende indblik i deres egne børns liv. Det er nemlig forældrerådet selv, der har fundet Miss Novak, som i stedet for at beskytte børnene misbruger og manipulerer dem. Det er en ubehagelig udforskning af, hvor let børn og teenagere kan manipuleres i nutidens samfund.
Miss Novak bliver dog en utydelig figur, der med ingen klar motivation, føles svær at placere. Vi ser hende bede til en blomsterfigur, som hun kalder moder, men får aldrig fortalt hvad dette går ud på, eller hvad det skal betyde. Filmen føles “anti-alt” og målretter sig ikke nok til, at man kan udpege en retning. Tager man en ret ubehagelig brækscene, føles det mere som chokværdi end en kommentar på noget specifikt.
Der er dog ikke tvivl om, at filmen stilistisk er interessant. Man bliver hurtigt fanget af filmens scenografi, farver og den mærkelige musik, der lægger sig som et dystert slør over filmen. Selv skoleuniformen er yderst mærkelig – gule T-shirts og løse khakishorts samt mørkelilla knæstrømper. Filmen er bestemt også velfotograferet af Martin Gschlacht. De langsomme zooms giver en følelse af klaustrofobi, som indfanger os i det ubehagelige rum og lader os komme helt tæt på.
Det ændrer dog ikke på, at den overordnede allegori desværre føles tom, måske præcis på grund af denne stil. Problemet bliver, at filmens udtryk bliver monotont efter et stykke tid – og så kan den altså ikke helt retfærdiggøre sin varighed på næsten to timer.
Om det er meningen, at Club Zero skal føles som tomme kalorier, er selvfølgelig en mulighed. Skuespillerne leverer deadpan-præstationer, som er Wes Anderson-agtige, men desværre ikke har samme humor og charme. Selv Mia Wasikowska, der skal forestille en form for kultfigur for børnene, mangler præcis denne charme, der ellers ville gøre deres tro på hende overbevisende. Det er dog værd at fremhæve Sidse Babette Knudsen, som med begrænset spilletid alligevel stjæler scenerne.
Club Zero bliver en film, der er så stiliseret, at det næsten overskygger substansen. Filmens start peger hen mod en lovende fortælling, der tackler seriøse emner på en satirisk og anderledes facon, men ender i stedet med en unødvendigt tvetydig slutning, der får én til at være sulten efter mere.
Kommentarer