Af Mie Christiansen
Charlatan, der var det tjekkiske bud på en oscarnominering i 2021, er hverken en feel-good film om en heltefigur med magiske evner eller en actionfyldt krigsfilm spækket med spænding, der efterlader én på kanten af sædet. Det er derimod en enestående og sand fortælling om en yderst kompleks mands liv, hvis utallige lag flygtigt berøres filmen igennem.
Vi følger den tjekkiske healer, Jan Mikolášek (Ivan Trojan), der med sit særlige talent og sin enorme viden om urter har gjort det til sit livs mission at bekæmpe sygdom med naturen som våben. Mikolášek menes at have behandlet hundredvis af mennesker op igennem 1900-tallet, heriblandt den tjekkiske præsident, Antonín Zápotocký, og den nazistiske stabschef, Martin Bormann.
I filmens begyndelse ser vi, hvordan Mikolášek kommer i problemer, efter Zápotocký dør under hans behandling, og han endvidere anklages for at have forgiftet to højtstående kommunister. Filmen veksler mellem nutid og flashbacks, der bl.a. dykker dybere ned i de mere mørke sider af Mikolášek, men også viser, hvordan han som ung fandt sine evner.
Charlatan er en smuk, visuel oplevelse, hvis lydspor understøtter samme kvalitet som billedsiden. Særligt de intense lydbroer og kontrasten mellem fortidens farverige, varme udtryk og nutidens helt grå og dunkle scener styrker filmens afspejling af sin komplicerede hovedperson.
Det er tydeligt, at kommunisterne i Tjekkoslovakiet optræder som filmens skurke, men det gør ikke nødvendigvis Mikolášek til helten. Han er en karakter, man på sin vis ønsker at holde med, men det besværliggøres af hans ofte uforståelige handlinger. På trods af, at man følger den excentriske urtelæge tæt, er der stadig en vis afstand til ham – man bliver aldrig lukket fuldstændigt ind. Denne noget periferiske skildring tydeliggør dog, at selv dem, som var tættest på ham, også havde et distanceret forhold til den kontroversielle, men begavet doktor.
Selvom Mikolášek gentagne gange omtales som en charlatan i aviserne, hersker der i filmen ingen tvivl om, at hans evner er ægte. Om de er en gave eller en forbandelse er til at diskutere. Titlen refererer måske nærmere til andre aspekter af hans liv – f.eks. hans homoseksualitet, som går imod hans tro og samtidig er ulovligt i Tjekkoslovakiet på dette tidspunkt.
Mikolášek indleder ikke desto mindre et forhold til sin assistent, Frantisek Palko (Juraj Loj), og kemien mellem de to skuespillere er utrolig stærk. Skuespillet er fænomenalt, og Loj er i særdeleshed ikke til at tage fejl af. Modsat den ofte følelseskolde antihelt, har han let ved at få ens medlidenhed og er uden tvivl filmens emotionelle drivkraft. Han er, næsten som en hund, Mikolášeks mest trofaste og loyale ven – selv når det ikke er fortjent.
Hvorvidt det for den uortodokse medicinmand er kærlighed eller i virkeligheden behovet for kontrol, bliver man aldrig helt klog på. Det allerede ujævne magtforhold mellem den højtstående homøopat og hans karaktersvage assistent – toppet med en imponerende grad af manipulation fra Mikoláseks side – er på alle måder med til at vise, hvordan en person, der healer, stadig kan påføre enormt meget smerte.
Charlatan kan være vildledende til tider, da centrale dele af filmen er fiktion og portrætteringen må derfor tages med et gran salt. Disse opdigtede brudstykker er dog nøje udvalgte og derfor kun med til at tilføje endnu mere mystik til en allerede aldeles opsigtsvækkende historisk karakter. Den mageløse fortælling om vidunderet, eller muligvis charlatanen, vækker utrolig meget nysgerrighed, og med en noget uforløst afslutning, får man altså kun til dels tilfredsstillet den.
Man sidder som publikum tilbage med flere spørgsmål end svar, hvilket kun bidrager til vores enorme fascination af dette indviklede individ – og man higer derfor efter mere. Hvem var Jan Mikolášek egentlig?
Kommentarer