Af Bella Juncker
Året er 2001 og i biografen kan man for første gang møde Bridget Jones (Renée Zellweger) og hendes dagbog i den moderne fortolkning af Jane Austens velkendte og elskede klassiker Stolthed og Fordom fra 1813. Filmen blev hurtigt populær og Bridget Jones elsket. En kult blev født. 3 år senere vendte Bridget Jones tilbage, denne gang på randen af fornuft, der heldigvis efterlod hende lykkelig til sine dages ende med sin Mr. Darcy (Colin Firth). Ja eller, det var indtil 2016, hvor man kunne opleve hende vende tilbage igen uden sin Mr. Darcy. Heldigvis endte hun med alt hvad hun nogensinde havde ønsket sig – mand og barn. Hvordan kan der være mere at sige?
Helen Fielding er forfatteren bag bøgerne, som har inspireret Bridget Jones-filmene. Hun er også forfatteren bag denne (forhåbentligt) sidste installation i film-serien, Bridget Jones: Vild Med Ham (med den engelske titel Bridget Jones: Mad About The Boy), som har Michael Morris i instruktørstolen.
Endnu engang er Bridget Jones alene på den romantiske front, og nu som singlemor. Udover den søn hun fik i 3’eren, er der også kommet en datter ind i billedet – Billy og Mabel Darcy (Casper Knopf og Mila Jankovic). Bridget er blevet enke, og vi ser hende her 4 år efter den tragiske hændelse, der røvede hende for sin mand og børnene for deres far. Filmen forsøger at tackle sorgen over at miste sin partner og forsøget på at komme videre fra det. Det meste af tiden fungerer det dog ikke rigtig godt.
For selvom det er et vigtigt emne at italesætte, så er Bridget Jones bare ikke det rigtige format at gøre det igennem. Af en film, som burde handle om netop sorg, skøjter den lige lovligt let hen over problematikken, og efterlader den overfladisk behandlet. Desuden udlægger filmen sex, som den eneste måde at komme sig over tabet af en partner på. Derfor ender Bridget Jones: Vild Med Ham med at bruge alt for meget af sin alt for lange spilletid på overflødigt fjol og pjank, samt også lidt for flotte og toptrænede mænd – i denne installation er trekantsdramaet imellem den alt for unge garbolog-studerende Roxster (Leo Woodall) og børnenes fløjtemaniske skolelærer Mr. Walliker (Chiwetel Ejiofor). Filmen begynder først at dykke ned i hovedkonflikten i sine sidste 45 minutter, hvor det ellers allerede føles som om filmen har overskredet sin besøgstid.
Engang imellem er filmen rørende, og den er da også allermest interessant, når den forsøger at afdække følelserne og udfordringerne omkring familiens tab. Desværre hviler den ikke nær længe nok i dem, hvilket mest af alt får det hele til at føles som en flygtig kommentar.
Det føles da heller ikke som en rigtig Bridget Jones-film uden den ikoniske duo, Mark Darcy og Daniel Cleaver (Hugh Grant). Men tabet af den ene betyder også gevinsten af den anden. Hugh Grant er endnu engang retur og bringer i den sammenhæng Daniel Cleaver tilbage fra døden – og hvis det da havde virket som om, at han gerne ville være der, i sine få malplacerede scener, så havde det da også været en glædelig fornøjelse.
Filmen får det dog til at stå klart, at Bridget Jones ikke længere er så relaterbar en karakter, som hende vi kender fra de charmerende originale. Filmen fremstår uautentisk og reducerer Bridget Jones-universet til en overfladisk fantasi. Et forskruet billede af “singlelivet” og alt hvad det medfører. Mænd, der tilsyneladende er svaret på alle kvinders kvaler, er kun attraktive når de er en lille smule lunefulde og utilgængelige, og ikke mindst succesfulde og i tiptop form.
Bridget Jones: Vild Med Ham skal nok falde i god jord som let underholdning, hvilket er synd for det, som filmen sporadisk prøver at sige, fordi det simpelthen drukner i den alt for lette underholdning. Det logiske valg havde nok været, at have ladet Bridget Jones ligge, og i stedet have lavet en helt ny og original film til taklingen af emnet om sorg og livet som singlemor.
Kommentarer