Af Christian Hejbøl
Musikken pumper, mobilen i hånden, tiktok-danse og masser af stoffer; Bodies Bodies Bodies (2022) kan kort sagt beskrives som en DF-vælgers værste fordomme om ungdommen.
Sophie (Amanda Sternberg) er lige kommet ud af afvænning og har taget sin nye kæreste, Bee (Maria Bakalova), med til en herskabelig villa ude i en skov for at møde sine festgale venner. Det er en vennegruppe bestående af irriterende og endimensionelle personer: Rigmandssønnen og coke-hovedet David (Pete Davidson), hans kæreste og aspirerende skuespiller Emma (Chase Sui Wonders), veninden Alice (Rachel Sennott), der har taget sin tinder-date, Greg (Lee Pace), med og som ikke kan lade være med at snakke om sin podcast, og til sidst den skeptiske veninde Jordan (Myha’la Herrold), der ikke stoler på nogen.
Der bliver sniffet streger, taget shots og danset vildt. Da natten falder på, vælger gruppen at lege ’bodies bodies bodies’. En person får rollen som morder, lyset slukkes, og morderen dræber folk ved at prikke dem på skulderen, hvorefter lyset tændes, og de andre skal forsøge at gætte ’whodunnit’. Men legen afbrydes af et strømsvigt, og pludselig er det ikke længere en leg, for folk begynder faktisk at dø.
Det er en fortælling, der er set før: en gruppe unge mennesker er fanget i ingenmandsland og dør én efter én. Men den hollandske instruktør Halina Reijn forsøger at bruge den populære gysertrope til at portrættere generation Z og internetkulturens overfladiskhed.
David bruger f.eks. to minutter på at forklare, at han er mere lækker end den muskuløse Greg, fordi ”I look like I fuck”, og det eneste, Alice ved om sin tinderdate Greg, er hans stjernetegn.
Til tider er det morsomt, når de unge, dumme mennesker er unge og dumme. Men skarp satire er det ikke.
Alt ved filmen skriger ung og cool. Soundtracket består af højtempo og bastung-musik fra Charlie XCX, Azealia Banks og Tyga. Neonhalskæder lyser op i mørket, massevis af coke og Xanax og indforstået internetlingo; ligesom et Caspar Eric digt i filmform er hver sætning, der bliver ytret, en afspejling af en generation i en digital tidsalder.
Karaktererne er mere optagede af deres fællesgruppechat og interne stridigheder end rent faktisk at overleve. De misforstår og taler forbi hinanden, og Reijn forsøger ihærdigt at vise den unge generations manglende evne til at kommunikere.
Bodies Bodies Bodies starter godt ud og lægger op til underholdende gys. Men spændingen falmer, mordene er ikke så kreative eller nervepirrende, og den sidste halve time føles langtrukken og gentagende på trods af filmens korte spilletid på 95 minutter.
Kameraarbejdet er fint, skuespillet er langt hen ad vejen indlevende, og lydsiden er både dramatisk og poppet. Det er en gennemgående vellavet film. Men det lykkedes aldrig at sammensætte en gribende whodunnit, og det ironiske portræt af generation Z er – ligesom karaktererne – trættende og overfladisk.
Kommentarer