Af Helena Moustgaard
I spionagens verden giver hemmeligheder magt, og tillid er en sårbarhed. Så hvad sker der, når den person, du burde stole mest på — din egen ægtefælle — pludselig bliver hovedmistænkt? Det er det centrale spørgsmål i Black Bag, Steven Soderberghs stilsikre, mørkt humoristiske spionthriller, skrevet af den erfarne manuskriptforfatter David Koepp.
”Black bag” er kodeord for “det kan jeg ikke tale om”, når Michael Fassbender og Cate Blanchett blander intriger, romantik og knivskarp dialog i et fængslende ægteskabeligt skakspil, hvor hvert træk kan være et forræderi.
I modsætning til mange af genrens mere actionfyldte spionfilm fungerer Black Bag i sin tilbageholdenhed. Fra filmens åbningssekvens: et dæmpet, long take, der følger George (Michael Fassbender) gennem en undergrundsnatklub, sætter Soderbergh en stemning af spænding, hvor hvert et blik og hvert et ord har betydning.
George får givet en liste over fem mulige dobbeltagenter han skal undersøge. En af dem? Hans egen hustru, Kathryn Woodhouse (Cate Blanchett). Deres ægteskab har altid været bygget på respekt og en fælles forståelse af spionhåndværket. Men nu begynder tilliden — den mest værdifulde valuta af alle — at smuldre mellem dem.
Det, der følger, er mindre en klassisk spionhistorie og mere et Agatha Christie-lignende mysterium, hvor intense afhøringer, hemmelighedsfulde middage med sandhedsserum og skarpe bemærkninger danner rammen om et spil, hvor ingen kan vide sig sikre.
Fassbender og Blanchett er dragende sammen og emmer af old-school Hollywood-karisma. George er en køligt kontrolleret mand, hvis rolige ydre skjuler et brændende behov for at finde sandheden. Blanchett spiller Kathryn med en forførende lethed—spydig, gådefuld og altid et skridt foran.
“You two were made for each other”, bemærker overvågningseksperten Clarissa Dubose (Marisa Abela), der selv har problemer i sit forhold til kollegaen Freddie Smalls (Tom Burke). De er begge blandt de mistænkte, ligesom agenten James Stokes (Regé-Jean Page) og hans partner, bureaupsykologen Zoe Vaughn (Naomie Harris). Birollerne forstærker kun filmens allerede dragende stemning, og i en mindre, men mindeværdig optræden leverer tidligere 007-stjerne Pierce Brosnan en skarp præstation som gruppens gådefulde chef.
Soderbergh, der selv har stået for både kamera og klipning, demonstrerer endnu en gang sin stærke kontrol over filmhåndværket. Billedsiden er kølig og afdæmpet, præget af en stram, minimalistisk æstetik, og kameraet dvæler i statiske billeder, der tvinger os til at afkode hver eneste mikrobevægelse i udtrykkene på de mistænkte.
Selvom filmens overordnede plot, om tyveriet af det højteknologiske cybervåben Severus, tilføjer en vis international konflikt, er Black Bag langt mere optaget af karakterens psykologi og relationer. Det bliver aldrig helt tydeligt, hvordan Severus egentlig fungerer, eller præcis hvilke globale konsekvenser det kan have. Men det føles bevidst—filmen er langt mere interesseret i de interne magtspil mellem karaktererne end i den traditionelle “verdens undergang”-historie.
I Black Bag er de mest intense spiondueller ikke vanvittige biljagter eller store eksplosioner, men derimod hviskede samtaler, hemmelige koder og den gradvise opløsning af tillid. De mest fængende momenter opstår, når George i sin monotone stil langsomt presser sine gæster til at afsløre sig selv, som en tikkende bombe.
Med en skarp 93-minutters spilletid og Soderberghs stramme instruktion og præcise klipning føles ingen scene overflødig. Det er en R-rated spionfilm, der kombinerer intens spænding, skarp humor og en sofistikeret stil, som holder en fanget fra start til slut. Med sit elegante miks af spionthriller, ægteskabsdrama og mørk humor kan Black Bag kun beskrives som stilsikker.
Kommentarer