Af Benjamin Damon
Beskytteren var Kinas Oscarhåb i 2021, men måtte dengang se sig slået af vores danske darling, Druk (2020), som vandt prisen for bedste internationale film. Og selvom Druk ikke er noget decideret mesterværk, er det en film, som konstant er bevidst om, hvad den vil. Vinterberg har styr på den slags. Det har instruktør Derek Tsiang ikke med Beskytteren.
Ideen er hamrende sympatisk og uhyggeligt vigtig – ja, ligefrem nødvendig. Mobning i skolen er tilsyneladende et problem, som lader til at være endnu større i Kina end mange andre steder. Tidligt i filmen sættes den trøstesløse tone da også, da en ung pige begår selvmord – midt i skolegården. Reaktionen er ikke sorg eller skræk. Børnene tager i stedet deres mobiler frem og begynder at fotografere liget, som efterfølgende deles lystigt på sociale medier.
Det er en tung og alvorlig indledning, som fint sætter filmens centrale konflikt op; vores hovedperson, Chen Nian (Dongyu Zhou), er det næste mobbeoffer i rækken. Modbydeligt lede pigegrupper mobber hende næsten konstant, og er ligefrem voldelige, og tilværelsen er generelt fuldstændig glædesløs for den flittige pige, som mest af alt ønsker at læse op til den afsluttende eksamen, som er så altafgørende vigtig at klare sig godt i – universitetet venter!
Det er synd, at Derek Tsiang insisterer på en hysterisk brug af violiner og melodramatisk klaverspil til at akkompagnere den gradvist mere og mere absurde fortælling, som slutter et helt andet sted, end man havde forventet. Det udvikler sig nemlig til en decideret krimithriller, hvor man skal sidde og gætte med på, hvem der har gjort hvad, og det klæder simpelthen ikke filmens intention.
Chen Nian møder den hårdføre Xiao Bei (Jackson Yee), og det ender med, at han bliver hendes beskytter – heraf filmens titel. Xiao Bei er vant til at slå fra sig, og nu behøver Chen Nian ikke længere frygte gåturen hjem fra skolen – han er hele tiden bag hende som en sand bodyguard. Men det er blot med til at fjerne fokus fra historiens kerne; hvad får folk til at mobbe, og hvordan kommer man det til livs? Ja, det er dælme ikke gennem voldelige og kriminelle bodyguards.
Det bliver kun mere og mere grotesk, jo længere vi kommer, og Chen Nian og Xiao Beis forhold udvikler sig til et romantisk et af slagsen; det er nærmest som at se en moderne udgave af Badlands (1973) eller Bonnie and Clyde (1967), for det er umådeligt svært for alvor at bevare sympatien for vores hovedperson, i takt med at de to roder sig ud i mere og mere vanvittige handlinger og løgne for at kæmpe for den kærlighed, de åbenbart har til hinanden.
Det er en skam, for potentialet er der, og det tekniske niveau er højt med flot kameraføring og en ganske gennemført æstetik. Det ender dog med at være en stereotypisk krimiromance, der er 30 minutter for lang, glemmer sit eget fokus og på ingen måde tilbyder seeren et nuanceret indblik i mobningens grimme natur. I stedet får vi propagandistiske klip under rulleteksterne, der fortæller, at så og så mange kommuner har indført initiativer for at stoppe mobning i landet. Det er svært ikke at tænke, at det kinesiske styre har været inde over den slutning.
Kommentarer