Af Zainab Issa
Som enhver anden flygtning, der har oplevet krig og konflikt helt tæt på livet, drømmer Francis Biberkopf (Welket Bungué) om et værdigt og anstændigt liv. Men disse drømme kommer ikke uden en pris. Optimisme og tillid bliver afløst af frygt og forsvar i det psykologiske gangsterdrama Berlin Alexanderplatz, der kredser om det kilometerlange svar til spørgsmålet: Kan man flygte fra sin skæbne?
Berlin Alexanderplatz er en nyfortolkning af den anmelderoste storbysroman ved samme navn fra 1929. Den afghanskfødte, tysklandsbaserede instruktør Burhan Qurbani finder et filmisk twist til romanen, der overvejer, om hovedstadens snuskede mave kunne føde et moderne, selvsikkert og multikulturelt Tyskland.
I filmen møder vi Francis Biberkopf, en illegal flygtning fra Vestafrika, der arbejder sig op ad hierarkierne i en narkobande ledet af den psykopatiske alfons Reinhold (Albrecht Schuch).
Det meste af filmen foregår i Berlins Volkspark Hasenheide; et 50 hektar stort offentligt grønt område i Neukölln-distriktet, hvor hunde-gående pensionister og picnicfamilier eksisterer sammen med den nådesløse gangsterbande, bestående af sorte, illegale flygtninge, der sælger stoffer som levebrød.
Inden Berlin lokker Francis til at grave sin egen grav ind til den kriminelle underverden, møder han den prostituerede Mieze (Jella Haase), der giver ham noget, som han aldrig har oplevet før: en smule lykke i den fortabte by.
Francis er dog ikke en klassisk made man, og Berlin Alexanderplatz er intet typisk gangsterdrama. At gøre ham til en flygtning (der hader at blive kaldt en flygtning) i nutiden er også en konsekvent overførsel af instruktørens egen historie. Filmens afgørende scene gentager bevidst åbningslinjen fra The Godfather (1972): “I believe in America”.
“I am the German dream. I am Germany” siger Francis. Skæbnens onde spil er filmfortællingens centrale motiv, kulminerende i dens egen melankolske tale til Francis i hans nederlags time. Filmen skildrer meningsløsheden mellem ambition og moral, der står inferiørt i forhold til skæbnens dom.
Berlin Alexanderplatz fremkalder en angstprovokerende følelse, der nærmest tegner et apokalyptisk flydende samspil mellem forkerte valg og underkastelse. Ellers står tiden stille i dramatiske scener. Ikke fordi vi svælger i smukke neonfarvede billeder, men fordi vi ender ud i gabende trivielle situationer.
Enkelte scener føles som amatørteater, men bliver lynhurtigt reddet af Welket Bungués suveræne performance. Lige inden filmen braser sammen igen af Qurbanis forceret- filmiske virkemidler: poetisk voiceover-dialog, flashbacks, flash-forward og on-the-nose-dialog med excessiv brug af græsk mytologi, bibelcitater, sentimentale digte og vrøvleremser.
Det er måske en lidt utænkelig ting at skrive, men jeg savnede faktisk mere vold i denne film. Der er én nervepirrende, skrækkelig god scene, hvor Francis vælger at gå amok med en økse på bandemedlemmerne; en barbarisk slagtning med skrig og skrål, som virkelig adskiller sig fra resten af filmen.
Denne scene emmede af en spænding, netop fordi vi ved, at Francis’ drøm om det ”gode liv” blot var et fatamorgana, der bliver ved med at flytte sig, når han nærmer sig det. Til vores store ærgrelse er det små korte glimt, som hurtigt gemmes væk igen.
Berlin Alexanderplatz er med sine 183 minutter lang i spyttet, og lige så snart vi keder os, bliver der smidt lidt action og kontrovers ind. Men hvorfor overhovedet lade sit publikum kede sig i første omgang? Hæld en god spand blod, et kludetæppe af melodramatiske scener og neonlys ned over hele filmen og lad det koge godt ind uden overflod af damer, dope og penge. Det er til tider langstrakt med al den galskab.
Kommentarer