Af Gustav Juhl
Før sociale medier, likes og algoritmer var succes et andet spil – råt talent og en dyb afhængighed af at skabe noget nyt, hver gang. Eller, det er i hvert fald romantiseringen af det. Men Led Zeppelin var et band, der på mange måder levede op til den fortælling. Uvidende om deres fremtidige betydning for rockmusik og ungdomskultur dannede Jimmy Page, Robert Plant, John Paul Jones og afdøde John Bonham grundlaget for, hvad der for bestandigt vil blive husket som et af verdens største bands. Så hvordan skildrer den første “autoriserede” dokumentar dem? Som legender, selvfølgelig.
Den 7. september 1968 i Gladsaxe, Danmark, står fire langhårede, britiske unge mænd på scenen. De har lige spillet deres første koncert under navnet The New Yardbirds, foran et publikum af striktrøjeklædte danskere – nogle med fingrene i ørerne, andre med skeptiske blikke. De var ikke klar til at vidne, hvad der skulle være næste generations rockmusik. Episoden minder om scenen i Back to the Future (1985), hvor Marty McFly, efter sin version af sangen Johnny B. Goode, kigger ud på et måbende publikum og siger: “I guess you guys aren’t ready for that yet. But your kids are gonna love it.”
The New Yardbirds skiftede hurtigt navn til Led Zeppelin og 300 millioner pladesalg senere, må man vurdere, at børnene virkelig godt kunne lide det. Men nu er børnene blevet voksne, og med Bernard MacMahon i instruktørstolen, er det på tide at en ny generation skal opdage Led Zeppelin og deres claim-to-fame. Becoming Led Zeppelin markerer McMahons tredje rolle som instruktør med baggrund i musikprogrammer som American Epic Sessions (2016) og American Epic (2017) og fortsætter her i det felt han kender bedst: musikhistorien.
Men lidt anderledes er det alligevel denne gang. I stedet for at fokusere på, hvordan musikken blev skabt, dykker dokumentaren ned i, hvem bandmedlemmerne var som mennesker, og hvilken baggrund de hver især kom fra. Selvom dette valg ikke nødvendigvis er et problem i sig selv, vil dem, der søger en dybere forståelse af, hvad det virkelig indebar at være med i et af verdens største bands sandsynligvis blive skuffede.
Forsanger Robert Plant fortæller eksempelvis, smilende i en mahogni-stol, om sine unge dage som en hjemløs, pot-rygende rod. Det var han uden tvivl, men i en dokumentar, der vil skildre Led Zeppelins unge år, savnes der nuancer af de udfordringer og problemer, bandet blev mødt med. Becoming Led Zeppelin bringer os tættere på menneskerne bag legenderne, men kun på den soleklare betingelse, at vi stadig anerkender dem som rockguder.
Visuelt og lydmæssigt har Becoming Led Zeppelin sine største styrker i brugen af hidtil usete koncertoptagelser, hvor bandets energi fanges med intensitet, der vil gøre enhver fan tilfreds. De hurtige klip og konstante skift mellem liveoptrædener fanger tiden i 1960’erne, og man føler sig nærmest blæst bagover, som var man selv til koncert. Desværre bliver tempoet akavet og til tider udmattende – ironisk nok i tråd med Robert Plants eget citat fra filmen: “We had no idea of fatigue.” Om dette er et resultat af dokumentarens manglende evne til at balancere mellem information og myteskabelse, eller om det blot er en troværdig afspejling af den uendelige energi fra en Led Zeppelin-koncert, må være op til en selv at afgøre.
Becoming Led Zeppelin skildrer bandets opstigning til berømmelse som en nærmest mytologisk begivenhed, hvor samtidens store historiske øjeblikke – som månelandingen i 1969 – klippes sammen med bandets hurtige succes. “One small step for man, one giant leap for rock music.” Men i sin hyldest af Led Zeppelin, forholder filmen sig aldrig til berømmelsens skyggesider. Det gør Becoming Led Zeppelin til en storslået, men også ufarlig dokumentar, der nok vil begejstre fans, men efterlader et hul for dem, der søger et mere nuanceret billede af bandets historie.
Kommentarer